Fortsæt til indhold

Uniformerne luftet i Grenaa Plantage

Spejdere og FDF'ere til det traditionelle forårsløb

Samfund
Søren Andersen

GRENAA Grenaa Y ’s Men’s Club har igen været værter for det traditionelle forårsløb, og temaet var i år verdens lande.

Det er Y’s Men’s Clubbens formål at støtte aktiviteter for børn og unge, og derfor var alle spejdere og FDF'ere inviteret til et helt gratis arrangement, som startede fra spejderhytten ved Idrætscentret. Her bød Knud Erik Olesen velkommen og instruerede deltagerne i programmet for løbet. Derefter gik alle til Skovsøen, hvor en lang række lande var markeret med landets flag.

Da startsignalet lød, gik det løs med opgaverne hos de forskellige lande. I Tanzania skulle der balanceres med en vanddunk på hovedet, på Hawaii var der en øvelse med hulahopringe og på Island skulle spejderne passe på brandvarm jord og kogende vand. Da Danmark jo er en sejlernation, var opgaven her at bygge sejlskibe. Brasilien er en kendt fodboldnation, så her var der en boldøvelse. Indien er kendt for sine mange krydderier, så her var opgaven at gætte, hvad der blev smagt.

For rigtige og gode løsninger kunne løbsdeltagerne score op til tre smilies til deres pointkort.

Efter halvanden times opgaveløsning blev løbet afblæst, og så var det med kurs hjemad mod spejderhuset, hvor Grenaa Y’s Menetteclub stod klar med varme pølser og brød. Derudover blev der serveret saftevand og kaffe med kage til.

FDF Brassband leverede musik til spisepausen og til de kendte lejrbålssange. Der var nemlig tændt et lejrbål, som alle spejderne kunne samles om, medens vinderne blev kåret:

Vinderne i gruppe A blev hold 6 fra KFUM-spejderne i Ørum. I gruppe B blev førstepladsen delt af hold nr. 11 og 12 fra KFUM-spejderne i Sivested.

Til sidst fik spejderne og FDF-erne en fortælling om påske, pinse og den gode hyrde.

Så var det tid til at tage hjem og den gode nyhed var, at alle deltagerne havde vundet en gratis billet til næste års forårsløb onsdag 27. maj 2020.