Landsbyen Sølund, min første arbejdsplads

Selvom jeg den dag i dag bor i Aalborg, og har boet der i en del år efterhånden, så ryster det mit hjerte, når jeg læser det opråb Leif Johannsen, Thomas’ far og bestyrelsesmedlem i pårørendeforeningen bringer i et læserbrev i Uge-Bladet den 26. maj 2019.

Jeg startede på Sølund som medhjælper i 2007. Oplevelsen af at arbejde for disse livsglade mennesker med udgangspunkt i anerkendelsesfilosofien Gentle Teaching. En filosofi, der skaber glæde hos beboerne og medarbejderne, der oplever en samhørighed. Siden da har jeg i mit arbejdsliv været mange steder henne, og har sidenhen ikke oplevet noget så fantastisk som arbejdslivet på Sølund.

Indtil nu er Sølund ikke blevet ramt af at miste varme hænder, som ofte bliver brugt som argument for at det går fint i de institutionelle rammer. Men besparelserne på alle servicefunktioner på landsbyen har medført en stor omvæltning i arbejdsopgaver for medarbejderne. Der er blevet besparet i sådan en grad, at kerneopgaven nu om dage er blevet at ordne vasketøj på bekostning af omsorg og pædagogik.

Kvaliteten forrringes

Jeg siger bare, det nytter ikke mere; hvis vi har noget ønske om at undgå det scenarie Leif Johannsen skitserer, og som kommer til at ske. Jeg har allerede set det i andre kommuner med endnu strammere økonomisk ramme og fleksibilitet i organisationsstrukturen end Sølund har. Mængden af faglært arbejdskraft falder, og kvaliteten af pædagogikken ryger ud ad døren, fordi der kun er tid til pleje. Hvilket medfører en stigning i konflikter og problemer i de enkelte huse. Dertil vil det medføre mere psykofarmaka i PN form, fordi at der ikke er tid til pædagogikken.

Vi er; pårørende og pædagoger. Vi holder andre menneskers liv i vores hænder. Vi arbejder med kærlighed og omsorg på Danmarks bedste og smukkeste arbejdsplads.

Skanderborg har altid været innovationens by; vi har de bedste festivaler (Smukfest og Sølund-festivalen), vi har stærke græsrødder og kæmper altid for vores by og dets borgere.

Vi skal kæmpe

Derfor gør det mig trist, når der ikke er villighed til at kæmpe i samlet flok for de mange mennesker der bor i Skanderborg, som ikke selv har nogen stemme – både ift. valg og i deres livsform uden verbalt sprog.

Hvis ikke vi kæmper sammen og skaber bedre vilkår inden for handicapområdet, så mister vi os selv. Fordi et samfunds etiske kvaliteter er bundet til hvad vi gør for de svageste.

Så hermed et opråb! Lad ikke ledelse og topstyring bestemme over jeres elskede. Pårørendeforeningen, de ansattes fagforeninger (3F og SL) og de interne strukturer på Sølund bør stå sammen og engagere sig i den politiske kamp. Hvis ikke vi taler beboerne på Sølunds sag, hvem gør så?

Lad os vende skuden, sammen!