Optimistjolle: 10-årige Thea gav 30 børn en sejltur
65 frivillige gjorde Havnens Dag i Ebeltoft til en oplevelse for cirka 800 gæster
Havnens dag Thea Stoffregen på 10 år er lige begyndt at sejle jolle i Sejlklubben Ebeltoft Vig. Hun er vild med at sejle, og i lørdags til Havnens Dag i Ebeltoft viste hun cirka 30 andre børn, hvad det er, der fascinerer hende. Hun sejlede nemlig rundt i Skudehavnen med dem én ad gangen i en optimistjolle med stormsejl. De 30 børn fik en god oplevelse, og Thea var et stort og lidt træt smil bagefter.
”Det var rigtig sjovt, og det var godt, vi havde stormsejl på. Jeg prøvede at sejle med det store sejl på, og da var jeg lige ved at vælte. Men jeg klarede det,” fortalte hun, da de voksne instruktører på jollebroen roste hende bagefter.
65 frivillige stod bag
Blæsevejr var det. Med solskin og glitrende hav og små hvide skumtoppe. Joller, SUP-boards og kajakker blev inde i havnen, mens de lidt større sejlbåde tog gæster med ud i Ebeltoft Vig. Det var ikke alle, der klarede den tur uden at få våde bukser.
Windsurferne havde mest fart på. De ræsede frem og tilbage langs havnen. Fregatten Jyllands barkasse sejlede i pendulfart for motor og gav gæsterne en lidt mere rolig oplevelse. Og så var der dem, der smed tøjet og dyppede sig ved vinterbadebroen.
I alt var cirka 65 frivillige i alle aldre fra syv lokale foreninger, to havne samt barkassen og Syddjurs Bibliotek beskæftiget med at servere aktiviteter for gæsterne under den fælles hat ’Vild med Vand Ebeltoft’.
Omkring 800 gæster deltog i løbet af dagen. Og så er ikke engang alle talt med, for eksempel dem, der ’bare’ tog på havnen for at købe de indsejlede kartofler fra Samsø eller for at drikke kaffe ved en af de efterhånden mange serveringssteder i fiskerihavnen.
Populært at fiske krabber
Birthe Larsen var frivillig hjælper på krabbebroen, som var en af de mest populære aktiviteter.
”På et tidspunkt talte jeg 35 på en gang. Alle lever sig helt ind i det, både børn og voksne. De sidder på knæ på broen og med rumpen i vejret for at fiske krabber, og man får meget at se. For eksempel en krabbe, der er ved at spise en reje. Det er bare så sjovt,” fortæller hun.
Gæster, der prøvede mindst tre aktiviteter, kunne vinde en klatretur for to i Fregatten Jyllands rig. Der var fire gavekort på spil, og vinderne blev Marie og Martha Elsborg Madsen, Leah Linnemann, Catrine Bech Nyholm Hansen og Ida Spange Petersen.
Krabbebroen er altid åben for aktivitet, men de andre ting foregår normalt i klubregi. Har man lyst til at prøve flere åbne og gratis ’Vild med Vand’ aktiviteter, kan man finde dem på www.vildmedvand.dk/ebeltoft.
Havnens Dag og Vild med Vand Ebeltoft er støttet af Syddjurs Kommune og det landsdækkende projekt Vild med Vand, der finansieres af Nordea Fonden.