Fortsæt til indhold

Ny bestyrelse fik overdraget Byens Hus

Mødested i Mørke skabt med genbrugsmaterialer og af frivillige

Samfund
Arkiv

Kan man bygge et mødested for en by med genbrugsmaterialer og frivillig arbejdskraft? Ja, det kan man i hvert fald i Mørke.

Byens Hus er nemlig delvist bygget med genbrugsmaterialer, der er hentet fra nedrivninger lokalt og gjort klar til brug af frivillige.

Det gælder blandt andet gulvet, der dels stammer fra det tidligere nedrevne hus på grunden og dels fra et andet hus i byen, og murstenene, der er renset af frivillige. Loftsplader og døre stammer fra det tidligere rådhus i Rønde.

De mange erfaringer med genbyg og samskabelse blev tirsdag 4. juni delt på konferencen 'Genbyg din by', der blev holdt i Byens Hus.

Kræver styring

Her præsenterede projektleder fra Syddjurs Kommune Alette Lena Skov-Hansen og flere okale frivillige deres oplevelser.

Selv om flere oplægsholdere pegede på at genbyg og samskabelse er udfordrende - så har det været med til at skabe en særlig sjæl og sammenhold omkring huset.

Den frivillige arbejdskraft kræver styring og arbejdet med genbyg kræver tydelighed om mål - for eksempel om målet er at være bæredygtig eller at anvende lokale genbrugsmaterialer, det er nemlig ikke altid det samme.

Erfaringerne viste også, at samarbejdet mellem frivillige og håndværkere kræver klarhed over materialevalg, arbejdsfordeling og ansvar.

Udvalgsformand Riber Hog Anthonsen (V) deltog på konferencen og var med til at overrække en symbolsk nøgle til husets nye bestyrelse.

"Det er et utroligt flot engagement som de lokale frivillige har vist i arbejdet med Byens Hus. Rigtig mange har været med til at arbejde for huset med alt lige fra gode ideer og planlægning til rensning og genbrug af mursten og gulvbrædder. Når huset står flot og næsten færdigt i dag, så har de frivillige i vid udstrækning sig selv at takke. Processen har også været utrolig lærerig for kommunen og de mange gode erfaringer med både genbyg og samskabelse, vil vi tage med os videre til andre projekter," udtaler udvalgsformanden i en pressemeddelelse fra Syddjurs Kommune.

jesl