Tilfredsheden med bilen stiger
Der er dog stor forskel på, hvor tilfredse de danske bilejere er med deres biler, viser undersøgelse
indeks Det er blevet lidt sjovere at være bilejer. I hvert fald når man ser på de tilbagemeldinger, der er samlet i den store Autoindex-undersøgelse, hvor FDM tager pulsen på bilforhandlerne. Den viser nemlig, at tilfredsheden ikke har været højere, siden den første undersøgelse blev lavet i 2003.
De 28.000 adspurgte bilejere har ikke kun hævet gennemsnittet. Den samlede tilfredshed i bunden af listen er nemlig steget mere end bilerne i toppen. Så forskellen mellem de mest tilfredse og de mindre tilfredse er i år mindre.
Nogle værksteder knirker
Det knirker dog i nogle hjørner, nemlig hos Audi. For selv om tilfredsheden med selve bilerne er høj, og Audi ligger på en femteplads i den samlede vurdering, er Audis værkstedsdel til dumpekarakter, og mærket ligger næstsidst af de 21 mærker, som er med.
Bo Christian Koch, der er chefredaktør på FDM's blad, Motor, siger:
"Som importør kan man ikke gøre noget ved bilerne. Det kan man derimod ved alt det udenom, det såkaldte eftermarked. Det er her, man som forhandler har mulighed for at yde en service, så man både fastholder og har tilfredse kunder i salgslokalet og på værkstedet. Derfor kan det undre, at Audi ikke gør sig mere umage. Placeringen matcher dårligt det image, Audi ellers gerne vil udstråle,« siger Bo Christian Koch.
Vinder igen-igen
Igen i år er det BMW, som nu for ottende gang i træk er duksen blandt de 21 bilmærker, efterfulgt af Volvo, Mercedes-Benz og Toyota. I den modsatte ende er Fiat igen nederst med de mindst tilfredse bilejere.
"Der er ikke mange fingre at sætte på BMW. Vurderingen af bilerne er i top, og det samme er vurderingen af forhandler og værksted. Ser man på udviklingen i Autoindex gennem årene, kan vi se, at det er noget, den danske BMW-importør bevidst har arbejdet med, så der nu er styr på både bilen og alt det udenom," siger Bo Christian Koch.
Således slår BMW rekorden med den højeste score nogensinde, som er 920 indekspoint ud af 1.000 mulige.
Administrerende direktør hos BMW Danmark Jan Askholm forklarer noget af baggrunden.
"Vi er gået frem på både salgs-og værkstedsoplevelsen med henholdsvis 4,0 og 2,8 pct. Det er netop her, at kundeoplevelsen har så stor betydning, og derfor er det meget tilfredsstillende, at vi har formået at løfte det i forvejen høje niveau," siger han.