FV 2019: Næsten 7.000 stemte på Leif Lahn Jensen på Djursland
Socialdemokratiet forbedrer stillingen på Djursland med 486 personlige stemmer
Leif Lahn Jensen scorede 6.919 personlige stemmer i Djurskredsen denne gang. En fremgang på 486 stemmer.
"Jeg har fået tallene fra vores folk på valgstederne på Djursland, og jeg er meget glad, men afventer selvfølgelig mit samlede personlige stemmetal i Østjylland, før jeg føler mig sikker på at kunne forny mit mandat," siger Leif Lahn Jensen.
Ved det seneste valg for små fire år siden slog Leif Lahn Jensen sine personlige rekorder på både Djursland og sammenlagt i Østjyllands Storkreds.
I Djurskredsen placerede Leif Lahn Jensen sig på førstepladsen over antal personlige stemmer med hele 6.433 X'er efterfulgt af Venstres Anne-Mette Winther Christiansen med 2.995 stemmer, Dansk Folkepartis Kim Christiansen med 1.577, SFs Kirstine Bille med 1.569 og den dengang relativ ukendte Britt Bager med 1.361.
Sammenlagt fik Leif Lahn Jensen 7.393 personlige stemmer og tog sikkert Socialdemokratiet 6. kredsmandat i Østjylland.