Kim Gibhart fra Hadsten medforfatter af ny bog
Kim Gibhart Christensen, ejer af Business Partneren i Hadsten er medforfatter af bogen 'Livet har dig'
Hadsten Kim Gibhart Christensen fra Hadsten er en del af foreningen 3PDK, som handler om mental sundhed. Medlemmerne har alle det til fælles, at man interesserer sig for mental sundhed.
"Da vi oplevede, at vi hver i sær havde noget på hjerte, spurgte en af medlemmerne retorisk, hvorfor vi ikke bare kunne gå sammen om at skrive en bog, hvor vi alle kom med hver vores bidrag. Som sagt, så gjort og nu er der kommet en bog ud af det," fortæller Kim Gibhart Christensen.
Tre principper bag
'Livet har dig - seksten fortællinger om vejen fra styring og stress til nærvær og trivsel' er netop udkommet og indeholder 16 fortællinger.
"Og nej – det er ikke mere ”af det samme”. Forståelsen er et reelt psykologisk gennembrud, som allerede nu har skabt markante resultater i psykisk belastede områder. Forståelsen blev præsenteret for Kriminalforsorgen og Fængselsforbundet i november 2018 med støtte af Velliv fonden," forklarer Kim Gibhart Christensen.
Bogen er inspireret af 'De tre principper'. Her peger man på tre sandheder: At vi tænker, At vi er bevidste om, at vi tænker og At der bag alt liv er en skabende energi eller intelligens.
Der afholdes reception 18. juni fra17.30-19 på Ågade 97, 1. sal i Hadsten, hvor nogle af forfatterne fortæller om, hvordan mødet med en ny forståelse af deres livsoplevelse, har hjulpet dem til at slippe kontrolfiksering, stress og bekymring og opnået større trivsel og nærvær.