Fortsæt til indhold

Debat: Mere dyrevelfærd ved Landbrugets Dag, tak!

Dette læserbrev kritiserer forholdene for dyrene ved Landbrugets Dag, der finder sted 8. juni

Samfund
Anne-Mette Hansen; Brovænget 20; 8660; Skanderborg

Landbrugets dag! Skanderborg City Forening havde sidste år et lignende arrangement - formoder, at det er det samme, der kommer igen.

Dér kunne man blandt andet se en so med smågrise i en boks midt i gå gaden, soen lå fikseret, som de jo gør.

Den havde ikke mulighed for at rejse sig og ej heller mulighed for at drikke.

Folk kunne så hive den i ørene, prikke til den - og smågrisene fik samme tur. Børn, unge og gamle fik hver især et indtryk af den stakkels so, nogen tog billeder.

Det virkede, som om soen ikke var et levende væsen, og mange havde det ganske skidt med at se en so blive behandlet på den måde.

Man kan sige, at sådan lever de fleste søer jo - og her på 'Landbrugets dag' gjorde man ikke noget for at forskønne dette fakta.

Jeg ved ikke, om der også var burhøns længere nede ad strøget. Jeg fik nok og gik hjem.

Jeg er ikke ude i, at landbruget er forfærdeligt. Blot ville jeg ønske, at man havde råd til at indføre mere dyrevelfærd.