Fortsæt til indhold

Debat: Du rammer helt forbi skiven, Per Dalgaard

Samfund
Michael Skaaning Johansen, folketingskandidat for Det Radikale Venstre i Djurskredsen:

"Først og fremmest så vil jeg sige tusind tak til Djursland. Tak til alle jer der stemte radikalt 5. juni. I tog med jeres valg en beslutning om, at nu var det nok, Danmark skal i en anden retning.

Det vi ser i disse dage er, at DF skyder til højre og venstre, specielt efter RV. Det samme gjorde Per Dalgaard 11. juni her i Adresseavisen.

I flere år har vi set DF være ude efter de udsatte boligområder samt muslimerne, fordi de ikke vil Danmark og vores demokrati, men hvad sker der så, når de endelig stemmer, ja så er det også forkert.

I flere år har I ført hetz mod danske muslimer, gennem lovgivninger omkring burkaer, håndtryk, frikadeller samt flere prøver, hvis du er barn og bor i et forkert postnummer.

Nu bruger de så deres demokratiske ret, fordi de vil behandles lige i vores retssamfund. I kan simpelthen ikke være jer selv bekendt, Per Dalgaard.

Du burde da også skælde ud på de pædagoger, der stemmer på SF, eller Landmændene der stemte Venstre?

Eller alle de klimatosser, der stemte grønt?

De stemte på de partier, fordi de tror på, at de kan gøre deres fremtid bedre!

For os i det Radikale Venstre, vil vi i fremtiden lave politik, der ikke handler om symboler og fake news.

Når Per Dalgaard skriver, at op mod 90 procent af alt kriminalitet, bliver begået af ikke vestlige indvandre, så er det simpelthen forkert. Det rigtige tal er 9,88 procent, det seneste tal er fra 2017, fra Danmarks Statistik. Det er lige præcis noget af det, som folk er blevet trætte af, når de ting der bliver sagt, ikke er rigtige.

Vi vil Danmark. Vi vil finde løsninger på de udfordringer, vi står overfor.

I de seneste fire år er der blevet sparet 48 millioner kroner på uddannelsesinstitutionerne her på Djursland. Det svare til 72 fuldtidsstillinger. Stillinger vi ikke vil have væk fra lokalområderne, da uddannelse er det vigtigste for vores unge og erhvervslivet på Djursland. Derfor vil vi rulle de besparelser tilbage, så vi får mere kvalitet til vores unge.

Ud over det, så var vi et af de partier, der stemte nej til havbrug, da lov 111 var i folketinget. Hvad gjorde DF og andre partier, de stemte for. Vores daværende folketingsgruppe, lyttede til sit lokale bagland og sagde klart nej tak.

Fordi vi vil et Danmark i balance.

Hvis Danmark skal blive ved med at have en ordentlig velfærd, så skal vi have alle med. Derfor har vi også foreslået, at alle indvandre og flygtninge skal i arbejde med det samme, når de kommer hertil. Vi har brug for, at vi får integreret folk, samt at de bidrager til den fælles kasse.

Ud over det, så vil vi have rullet paradigmeskiftet tilbage. Vi skal ikke sende 8.700 ud af Danmark, som er i arbejde og bidrager. Det er folk som bl.a. er i arbejde som social- og sundhedshjælpere, slagtere, rengøringsassistenter, alle sammen mennesker som har taget Danmark og fællesskabet til sig.

Derudover vil vi have flygtningeøen Lindholm væk, den kommer til at koste 250 millioner kroner årligt.

For de penge, kunne vi få den ene million social og sundhedstimer vi mangler, blandt andet til vores ældre.

De som er afvist i Danmark, skal ud af vores land, men ikke på flygtningeøer. I øjeblikket forhandler vi med de øvrige partier om, hvor de alternativt kan være, for vi vil ikke bruge de 759 millioner på en ø, når vi har muligheder, andre steder i landet. Som ikke kræver en ombygning.

Så kort og godt, så er kritikken skudt helt ved siden af, vi vil et Danmark i balance, derfor går vi også efter, at Danmark i fremtiden bliver grønnere, friere og stærkere."