Nye udstykninger presser kommunens økonomi
To udstykning i henholdsvis Låsby og Stilling koster kommunen cirka 60 mio. kroner, der bl.a. skal bruges på en ny institution
Skanderborg er en kommune med en meget kraftig vækst, og der er nærmest ikke den krog af kommunen, hvor der ikke er gang i opførelsen af enten huse eller lejligheder. Væksten er velkommen, men den skaber også problemer for kommunens økonomi.
Det blev tydeligt på det seneste byrådsmøde, hvor politikerne skulle sige ja eller nej til at sende to ønsker om udstykning i høring. Den ene sag handler om Langvad bakker i Låsby, den anden om Admiraltoften i Stilling. Og der var flertal for at sende de to sager i høring - men også rynkede øjenbryn og hævede pegefingre.
Problemet med udstykningerne er det, der følger med - eksempelvis børn der skal passes i daginstitutioner.
250 huse i Låsby
Den planlagte udstykning i Låsby, der kan komme til at tælle op til 250 huse, betyder, at Skanderborg Kommune er nødt til at opføre en ny daginstitution for at imødekomme det pasningsbehov, der opstår. I tilfældet Admiraltoften vil udstykningen her betyde et øget pres på Niels Ebbesen Skolen, Morten Børup Skolen og Stilling Skole.
Alt i alt vil de to udstykninger komme til at koste Skanderborg Kommune cirka 60 mio. kroner i anlægsudgifter.
Problemet er, at politikerne har svært ved at stoppe de to udstykningsønsker. Enhedslistens Maria Temponeras, der undlod at stemme i sagen, foreslog ellers, at man skulle undlade at sende de to sager i høring. Men det er lettere sagt end gjort, lød det fra flere andre byrødder.
Vi kan ganske enkelt ikke sige nej til at sende de to sager i høring
"Det er svært at bremse det her op, uden at skuffe nogle, der samtidig vil have en god sag i forhold til at at kræve, at vi som kommune skal sætte gang i disse sager," konstaterede borgmester Frands Fischer (A), der blev bakket op af Anne Heeager (R).
"Vi kan ganske enkelt ikke sige nej til at sende de to sager i høring. I stedet bør vi kigge på de områder i kommunen, hvor der ikke allerede er byggeplaner og så rent forebyggende gå ind og ændre på kommuneplanen, så vi ikke er nødt til at sige ja til udstykninger, vi reelt ikke har råd til," sagde Anne Heeager.
Bent Jacobsen (V) kaldte udstykningsplanerne for en kæmpe udfordring for kommunen.
"Vi kan ikke løbe fra det her, for det er vigtigt, at vi er troværdige. Når der er lavet en kommuneplan for et område, så skal projekterne også realiseres," slog Bent Jacobsen fast.