Harlev-dreng er Danmarks bedste i udspring fra tårn
Martin Bang Christensen vandt DM på tårn og sølv til nordisk mesterskab
De Danske Tårnmesterskaber blev forleden afholdt i Greve Svømmehal, og her tog Martin Bang Christensen fra Harlev en medalje med hjem. Han deltog i seniorkonkurrencen, og her sprang han en rigtig flot serie og vandt guld med 325,25 points på 10 meter tårnet.
Men ikke nok med det så er det også blevet til medaljer ved de Nordiske Mesterskaber. Igen i år var Martin med det danske landshold i udspring til mesterskaberne, der foregik i Jønkøbing i Sverige fra 8. til 10. december. Martin stillede for første gang op i seniorkonkurrencerne, og det blev til to sølvmedaljer for AGF-udspringeren. Første konkurrence var på tre-meter-vippe, hvor det blev til en sølvmedalje. Martin sprang rigtig flot og lå kun 9,95 points fra guldet. Næste konkurrence var tårn, hvor Martin igen sprang rigtig flot og endda slog sin egen personlige rekord med 378,10 points. Dette sikrede ham endnu en sølvmedalje, og han klarede kravene til sommerens Europa Mesterskaber.
“Jeg er meget glad for mine medaljer. Jeg har arbejdet hårdt sammen med min træner Yakov Munkebo. Nu håber jeg, at jeg kan få trænet lidt mere næste år, så jeg kan blive endnu bedre. Lige nu planlægger vi en del stævner i 2018, så jeg er i topform til EM,” siger Martin Bang Christensen.