Fortsæt til indhold

Festival: Maj er både musiker og festivalleder

Maj Kullberg er en højt anerkendt violinist og har også succes som arrangør med den klassiske musikfestival 'I Djurs og Mols'.

Samfund
Anette Bonde

musik Maj Kullberg er initiativtager til og festival-leder for den klassiske musikfestival ' I Djurs og Mols', der i år finder sted for 9. gang, i år fra 25. til 31. juli. Hun er uddannet violinist på musikkonservatoriet og har desuden taget music manager-uddannelsen i Aarhus.

Til daglig er hun professionel violinist i Kroger Kvartetten og fastansat i et symfoniorkester. Det giver hende et stort netværk og musikkendskab, som hun kan bruge til programlægningen af I Djurs og Mols. Også Kroger Kvartetten har glæde af hendes iværksætter-trang.

"Jeg arrangerer mange koncerter og cd-projekter for kvartetten i løbet af året. Blandt andet er det tanken at årets eksperimenterende koncert på Maltfabrikken, hvor Kroger Kvartetten skal spille med jazztrommeslageren Kresten Osgood, senere skal udmønte sig i en cd."

Første festival i 2011

Den første I Djurs og Mols var i 2011.

"Vi kunne straks mærke at der var stor publikumsinteresse for de førsteklasses klassiske koncerter rundt omkring i Syddjurs. Så vi fik blod på tanden til at fortsætte og nu er festivalen større, når bredere ud i sine aktiviteter og har fået et ry, der kan tiltrække nogen rigtig store navne."

Maj Kullberg kommer fra en musikerfamilie med nær tilknytning til Mols, og det var i forbindelse med hendes afslutningsprojekt på music manager-uddannelsen, at hun fik ideen til 'I Djurs og Mols'.

"Det faldt mig nærliggende at lave en klassisk musikbegivenhed i området."

Pop-up i gadebilledet

Næsten helt fra starten har festivalen ud over de gængse koncertrum også haft pop-up koncerter, hvor musikere spiller i grøntafdelingen i Kvickly, laver optrin i gågaden i Ebeltoft og hvor der ellers kommer folk forbi, uden for Hos Walter og de seneste år også på The Island. I år er det for første gang nogle unge studerende, som står for pop-up koncerterne.

"Musikerne synes, det er sjovt og lidt grænseoverskridende at komme ud og møde folk på den måde, og det giver lidt reklame for festivalen."

Intention med det, er at den klassiske musik ikke kun skal være for en lukket flok, der er vant til at gå til klassiske kammerkoncerter.

"Vi ønsker at alle skal kunne støde på musikken den uge festivalen finder sted, så hele området summer af musik. Selvfølgelig er der nogen der bare skal ind og købe nogle gulerødder til aftensmaden og ikke har lyst til at høre cellomusik. Men det er jo sommerferie, og mange har god tid. Vi oplever generelt at folk er nysgerrige, når der pludselig er musik i gadebilledet."

Desuden er der børnekoncert i haven på Glasmuseet, syng-med-koncert ved Tremosegård og udendørs koncert ved Ebeltoft Gårdbryggeri.

"Så udover de mere seriøse koncerter med store navne er der også mange hyggelige musikalske oplevelser i årets program."

Skal satse på kvalitet

Maj Kullberg fortæller, at erfaringer efter ni år med 'I Djurs og Mols' er, at publikum vil have kvalitet.

"Det var på grund af festivalens høje kunstneriske niveau, at 'I Djurs og Mols' fik kulturprisen ved Syddjurs Award for nogle år siden. Der er fulde huse til koncerterne, som finder sted på forskellige smukke steder i området, og vi oplever en tillid fra publikum til, at det vi præsenter er godt."

Det er også blevet nemmere at engagere nogle af tidens helt store navne.

"Det skyldes både, at festivalen har fået et internationalt ry, og at vi tager os godt af vores kunstnere. I år kommer for eksempel to af Danmarks største internationale sangernavne i et drømmematch, som man skal betale det fir-dobbelte for at høre på Copenhagen Operafestival. Sopranen Elsa Dreisig stormer frem i disse år med store hæderspriser, og i Ebeltoft Kirke kan man for første gang høre hende sammen med den danske verdenssanger Bo Skovhus."

Hun peger på, at 'Copenhagen Celloquartet' med fire af landets bedste cellister spiller på Rosenholm Slot. Koncerten bliver sendt i DR P2. Der er mere cello i Dråby kirke ved Cello Celebration og unge cellister spiller i gaderne.

Hædret med 'Effe-label'

'I Djurs og Mols' samarbejder med den europæiske festivalorganisation EFA, som for anden gang har hædret festivalen med deres “Effe-label” for bemærkelsesværdige festivaler.

Efter anbefalinger herfra har 'I Djurs og Mols' udvidet sine aktiviteter i år med flere koncerter, samarbejder med blandt andet Syddjurs Folkeuniversitet og talentudvikling, så der i år er mere end 15 arrangementer på den uge festivalen finder sted.