Lars Larsen ramt af leverkræft: Stopper omgående i Jysk
Efter mere end 40 år i spidsen for JYSK og Lars Larsen Group har Lars Larsen valgt at træde tilbage som bestyrelsesformand med øjeblikkelig virkning. Aftrædelsen skyldes, at han for kort tid siden fik konstateret leverkræft, som har spredt sig. Det oplyser Jysk i en pressemeddelelse.
"Det er desværre en meget alvorlig diagnose, jeg har fået, og derfor vil jeg bruge min tid og mine kræfter på min familie," siger Lars Larsen.
Ny bestyrelsesformand er Lars Larsens søn, Jacob Brunsborg.
"Jeg er utrolig glad for og stolt over, at Jacob har valgt at tage imod rollen som bestyrelsesformand og dermed videreføre JYSK og Lars Larsen Group som en familieejet virksomhed. Jacob har været en del af virksomheden igennem mange år og har haft en central rolle i bestyrelserne i mange af selskaberne i Lars Larsen Group. Han er uden tvivl den rigtige til at videreføre den virksomhed, jeg startede," udtaler Lars Larsen.
jn