Fortsæt til indhold

Aarhus-opfindelse: Ny app hjælper ældre til at holde kontakt med familien

Aarhusianske iværksættere har udviklet den ældrevenlige app Flink, der gør det simpelt at dele talebeskeder, billeder og video

Samfund
Arkiv

Mange ældre har svært ved at følge med i den måde, deres børn og børnebørn kommunikerer digitalt, og derfor bliver de ældre koblet af.

Sådan lyder det fra tre aarhusianske iværksættere, som har udviklet den ældrevenlige app Flink, der skal gøre det nemmere for ældre at holde kontakten til familie og venner.

Appen har ikke en masse funktioner, men gør det simpelt at dele øjeblikke med talebeskeder, billeder og video, oplyser iværksætterne i en pressemeddelelse. Man kan for eksempel begynde med én knap til at sende talebeskeder og senere tilføje knapper til at sende billeder og video.

"Mange unge oplever telefonsamtaler og besøg som langtrukne og besværlige, mens mange ældre er udelukket fra kontakt via digitale kanaler, fordi de har svært ved teknologien. Det er synd, fordi disse barrierer betyder, at alt for mange unge i dag er alt for sjældent i kontakt med deres bedsteforældre. Det kender vi også fra os selv, og det er derfor, at vi har startet Flink”, fortæller Henrik Møller Kristensen fra iværksætter-virksomheden, der har samme navn som appen, Flink.

"Håbet er at kunne gøre digitale fællesskaber tilgængelige for alle ældre, uanset deres teknologiniveau, og på den måde bidrage til, at flere ældre får et bedre socialt liv. Vi ved, at det har stor betydning for deres værdighed, trivsel og sundhed. Men det drejer sig også om familiemedlemmerne, som også vil få glæde og gavn af mere kontakt på tværs af generationerne. Familierelationerne er jo noget af det vigtigste i livet for os alle," fortæller Henrik Møller Kristensen.

Flink har været tilgængelig i App Store og Google Play siden februar 2019. Appen har i øjeblikket 260 brugere fordelt på 116 familier.

Flink består af fra venstre Henrik Møller Kristensen, Jonas Ulleberg Jussila og Kristian Rossen Kristensen.

Virksomheden Flink er en udløber af Rosenberg Technologies, der udviklede appen Busven. Flink drives af iværksætterne Kristian Rossen Kristensen, Jonas Ulleberg Jussila og Henrik Møller Kristensen, der alle er i slutningen af tyverne, bor i Aarhus og er uddannet på Aarhus Universitet. Virksomheden har kontor i Bødker Balles Gård i Aarhus C.

jr