Åh, den Favre Skov!
Det er svært at være præst uden også at være en natursværmer. At sidde og bade sine øjne i Herrens vilde skaberværk. Det grønne omkring mig. Det blå over mig. Kvægenes leg på vores østjyske savanne. Lilleåens milde klukken.
Og skoven er favr i Favrskov. Det er mine sognebørn ved at være trætte af at høre på – og jeg er kun barselsvikar! Men jeg bor jo også i beskidte Århus, så jeg er en sand natur turist...
Som præst er man født til at være vandrer både i sind, men også i landskaberne. Jeg oplever dog mest Faurskov i min hvide Peugeot med meditativ musik af komponisten Wagner ud af vinduerne!
Vi ved alle, at landskaber kan kalde på én. Kan blænde én med fredfyldt eller dramatisk skønhed. Som præst er man født pilgrim i naturen. Lilleåen er vores lille Jordanflod. Og salmerne, vi synger, er fulde af naturbilleder. Se nu stiger solen, Nu falmer skoven.
Naturen imiterer vores følelser. Naturen spejler vores sjæl og uddyber vores længsler i livet. Det vidste Grundtvig, de romantiske digtere, de amerikanske naturalister. Vi kan befinde os i dybe melankolske dale, svæve på skyerne, bestige bjerge i vores sind, og bade i et hav af kærlighed eller solskin.
Vores sprog er nærmest meteorologisk! Det er ikke tilfældigt, at det første og sidste sted, vi mennesker opholder os er en have, Paradisets Have!
Naturen er en slags megakirke, når sommersolen stikker, haven dufter og Touren ruller. Træerne er murerne, blomsterne er alteret og fuglene er salmerne. De gamle kolde kalkvægge er ellers fremragende aircondition! Naturen er og bliver den smukkeste og største katedral.
I kirken dyrker vi vores indre landbrug. Forsøger at forstå og acceptere de indre hedeslag og haglvejr. Vi puster os ikke op i kirken, vi puster ud, og lader ting komme til os i stedet for at holde i åndelig kø.
Hvor styrke og larm fremelskes i vores samfund, så fremelskes svagheden og roen i kirken, og blot det at være menneske og ikke ens funktion i samfundet eller hvilken bil, du kører i.
Som præst er man sat i verden for at se, forklare og åbenbare Guds fine skaberværk. At vi skal huske at tænke os som en del af denne klode. Vi trækker samme ilt som planten, drikker samme vand som blomsten, og får samme mineraler som dyrene.
Vi mennesker er per definition økologiske, fordi vi er komposterbare. Vi tilhører et kredsløb, som kræver vores respekt og ærefrygt. Derfor beder jeg ofte for kloden og vores plads i den. At menneskets kærlighedshistorie har brug for et godt hjem, nemlig Moder Jord.. Derfor har vi brug for vores elskede klode, som det bankende hjerte, det er. Et hjerte det skal elskes, ligesom vi selv vil elskes.
God sommer fra kirken! Jeg har indledt forhandlinger med Herren om godt vejr…
KUK