Fortsæt til indhold

Jørgen Sørensen kan fejre 25 år hos Terma

Jubilæet markeres på dagen, 27. juni, i virksomheden

Samfund
Arkiv

grenaa Operatør Jørgen Sørensen kan 27. juni fejre 25 års jubilæum hos Terma i Grenaa.

Med en uddannelse som rustfast kleinsmed kom han i 1994 til Terma fra virksomheden Grenaa Rustfrit Stål, hvor han i 10 år havde været supervisor.

De første år hos Terma var Jørgen Sørensen tilknyttet afdelingen, der producerede transformerstationer til Siemens. Herefter skiftede han til maskinafdelingen, og de følgende år var tilknyttet forskellige afdelinger, indtil han blev en del af et team, der udviklede og producerede kompositdele til den ene af de to motortyper, der blev udviklet til F-35 kampflyet.

F-136-motoren blev skrinlagt i 2011, da det stod klart, at F-35-programmet ikke kunne bære to konkurrerende motorer. Siden da har Jørgen Sørensen arbejdet som operatør i den afdeling, hvor kulfiberkomponenter til F-35-flyet lægges op og klargøres.

Jørgen Sørensen bor i Rosmus mellem Ebeltoft og Grenaa med sin kone og den ene af parrets to døtre. Familien fylder meget i hans fritid, hvor han også har udviklet stor ekspertise i at dyrke chili i sit hobbydrivhus.

Jubilæet markeres med en reception kl. 14.30 på jubilæumsdagen i kantinen hos Terma på Fabrikvej i Grenaa.

jesl