Fortsæt til indhold

Lagkagehuset er ikke på vej til Søften

Direktør for Lagkagehuset, Jesper Friis afviser, at der kommer en ny bagerforretning i Søften med Lagkagehusets logo

Samfund
Kian Johansen

Søften Det lød ellers så godt og indlysende. Altså rygtet.

Rygtet om, at Lagkagehuset var på vej til at rykke ind i den tidligere Rema 1000 bygning på Ekkovej har lydt hårdnakket det sidste stykke tid.

Indlysende fordi at Rema 1000 netop er rykket over i en nybygget bygning lige overfor, på Skolevej, så butikslejemålet står tomt.

Og indlysende fordi at et bageri dermed ville ligge tæt på en stærkt trafikeret hovedfærdselsåre med 14.000 biler i døgnet på Århusvej mellem Søften og E45 og 2.000 biler i døgnet på Skolevej (Tal fra Favrskov Kommunes trafikmålinger 2018).

Ingen planer i Favrskov

Og måske har der været noget om sagen, men direktør for Lagkagehuset, Jesper Friis afviser, at der er skrevet noget under. Omvendt afviser han heller ikke, at man har kigget på Søften.

"Vi har ikke nogle aktuelle planer om at rykke ind i Søften, faktisk heller ikke andre steder i Favrskov," fortæller han til Lokalvisen Favrskov, da vi ringer og spørger.

Og så kommer det generelle svar: "Vi kigger på hele Danmark løbende."

Farvel, rygte.