Fortsæt til indhold

Skolekaosset i Nye er en uacceptabel situation for familierne

Claus Krogh synes, det er forkasteligt, at der endnu ikke er planlagt et skolebyggeri i ny Aarhus-bydel

Samfund
Arkiv

Mellem 15.000 og 20.000 nye aarhusianere skal bo i boligområdet, der er ved at blive etableret mellem Lisbjerg og Lystrup. Nye er det mundrette navn på det nye område.

Både hos byudvikler Jørn Tækker, der står bag udviklingen af området, og på rådhuset er der enighed om, at en ny bydel med mellem 15.000 og 20.000 nye beboere kræver en ny skole. Elev Skole har, når den starter op efter sommerferien, 196 elever. Kommunens skoleprognose for Elev Skole anslår, at der de næste fire år, vil komme næsten 100 nye børn til. Dem er der ikke plads til på den eksisterende skole, der er fyldt til bristepunktet. På en regnvejrsdag, hvor børnene er indenfor, er pladsen virkelig trang, siger skoleleder Jens Mathiasen fra Elev Skole.

Desværre, for de mange nye familier og deres børn, har et fodslæbende byråd - personificeret ved rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) og rådmand for Børn og Unge Thomas Medom (SF) - ikke kunnet finde ud af at få planlagt et skolebyggeri i Nye. Så nu ser det ud til, at der - måske - først står en ny skole klar efter sommerferien i 2025. Det forudsat, at kommunen kan blive enig med Jørn Tækker om prisen for den grund, som skal bruges til skolen. Den har man nemlig endnu ikke købt. Det klandrer Simsek Medom for. Mens Medom modsat klandrer Simsek for ikke at være klar med grunden.

Og alt imens de kaster mudder efter hinanden på rådhuset, så lufter Jørn Tækker muligheden for at starte en privatskole op. Hvilket selvsagt reelt er en mulighed. Men når han selv understreger, at en kommunal folkeskole vil være at foretrække, kan hans udmelding dårligt tolkes som andet end en 'pres ball' mod rådhuset for at få en beslutning om at købe en grund til den nye skole speedet op. Jørn Tækker ved nemlig godt, at Nye er et noget mere attraktivt område for nye familier, hvis der er en ordentlig skole i området.

Alt imens politikerne ikke kan finde ud af at samarbejde, og Jørn Tækker arbejder på egne interesser om at skabe så stor profit på sit projekt som muligt, så står forældrene til børnene på Elev Skole og aner ikke, hvad der skal ske i fremtiden. Hvornår skal børnene fragtes til Hårup Skole, fordi der ikke er plads på Elev Skole? En helt igennem uacceptabel situation for de mange børnefamilier i området.

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende chefredaktør