Fortsæt til indhold

Salling Fondene uddeler 15 millioner kroner til butiksansatte

Ejerne bag Danmarks største detailkoncern, Salling Group, uddeler knap 15 millioner kroner af overskuddet til medarbejdere i virksomheden

Samfund
Arkiv

Flere end 9.000 medarbejdere i blandt andet Bilka, føtex, Netto og Salling Stormagasiner kan i slutningen af august glæde sig til en ekstra hilsen på lønsedlen. Det sker, når Salling Groups ejere, Salling Fondene, uddeler knap 15 millioner kroner af fondenes overskud til medarbejdere. Det oplyser Salling Fondene i en pressemeddelelse.

Salling Groups grundlægger, købmand Herman Salling, stiftede i 1958 Købmand Ferdinand Sallings Mindefond. Et af fondens formål er at give en del af fondens overskud tilbage til medarbejderne i virksomheden. Gratialet gives til både nuværende og tidligere medarbejdere, som har været ansat i hele perioden fra 2015 til 2018, fremgår det i pressemeddelelsen.

"Det er medarbejdernes indsats, der sikrer, at vi kan gøre hverdagen bedre for vores kunder og samfundet omkring os, når vi investerer i bæredygtige løsninger, støtter velgørende projekter og skaber muligheder for medborgere på kanten af arbejdsmarkedet. Det fortjener medarbejderne stor anerkendelse for, og derfor er vi rigtigt glade for at kunne give en del af fondenes overskud tilbage til dem," siger Per Bank, formand i den ene af Salling Fondene og adm. direktør i Salling Group, i pressemeddelelsen.

Salling Fondene, der i 2017 blev eneejer af Salling Group efter at have tilbagekøbt de resterende aktier i virksomheden, er kendt for at støtte en lang række initiativer og projekter, der er til glæde og gavn for mennesker i Danmark. Samlet set har fondene siden 2012 uddelt over én millard kroner til kultur, sport, uddannelse, kirke og velgørende formål.

Seneste uddeling af gratiale til medarbejderne var i 2018.

jwh