Folkekær skuespiller kendt fra Matador og Olsen-banden er død
Jesper Langberg er død, 78 år gammel.
Den danske skuespiller Jesper Langberg er lørdag formiddag død efter kort tids sygdom, 78 år gammel.
Det oplyser hans datter Kristina Langberg til Ritzau ifølge jp.dk.
Jesper Langberg døde hjemme omgivet af sine tre ekskoner, skuespillerinderne Susanne Heinrich og Eva Jensen og designeren Hanne Mørup.
Jesper Langberg er ikke mindst kendt for sine roller som Omegnsbankens direktør Kristen Skjern i 'Matador og som den håbløse kriminalassistent Mortensen i Olsen Banden-filmene.
Han fik allerede i 1965 sit gennembrud på det store lærred i "Flådens friske fyre", "Pigen og millionæren" og "Een pige og 39 sømænd".
Skuespiller-familie
Jesper Langberg var søn af skuespillerne Sigurd og Karna Langberg, og hans storebror var den kendte skuespiller og instruktør Ebbe Langberg, som døde i 1989.
Jesper Langberg har fået en lang række priser igennem sin karriere.
I 1968 fik han en Bodil-statuette for bedste hovedrolle for sin rolle i "Sådan er vi alle".
I 1993 fik han endnu en Bodil-statuette. Denne gang for bedste birolle i filmatiseringen af bogen "Det forsømte forår". I 2014 modtog han en Æres-Bodil for sin karrieres lange bidrag til dansk film.
I 2013 han sig tilbage som skuespiller efter sin 50- års jubilæumsforestilling "Kærestebreve" på Folketeatret.
jr