Fortsæt til indhold

Mindeord: Morten Henriksen

Samfund
Arkiv

Torben Folmer Bech, Rosenholm Rotary Klub, har skrevet det følgende mindeord om Morten Henriksen, der 15. juni afgik ved døden:

"Lørdag 15. juni mistede Rosenholm Rotary Klub et meget værdsat medlem. Morten Henriksen blev efter et par indlæggelser på Randers Regionshospital overført til Hospice Djursland, hvor flaget gik på halv for ham.

Netop Hospice Djursland var en af Mortens indsatsområder. I 2001 dannede Rotary en 6 mands styregruppe, hvis hensigt var at etablere et hospice på Djursland i konkurrence med andre steder i Amtet. Morten var formand for fundraising udvalget og opstillede den plan, der i dag muliggør det økonomiske grundlag for Hospice Djursland.

Morten var en af stifterne af Rosenholm Rotary Klub for 33 år siden. Gennem årene blev han valgt til præsident og andre bestyrelses- og formandsposter. Det gav ham lejlighed til at være et aktivt medlem på sin egen eftertænksomme måde, ligesom han også indførte traditioner, som stadig lever videre.

Morten var kendt i mange kredse og meget afholdt. Han var i stand til at se en sag fra flere sider, inden han gav sin mening til kende.

Vi vil mindes ham og glæde os over det eksempel, han var for os alle.

Vores tanker er hos Mortens 4 børn og deres familier.

Æret være Mortens minde."