Hver anden ny boligejer kommer fra en ejerbolig
Over halvdelen af dem, der netop har købt ejerbolig, var også boligejere før. Ifølge indehaver af Nybolig Skanderborg & Ry, Martin Vinther, er danskerne meget omstillingsparate på boligmarkedet
Ifølge en spørgeskemaundersøgelse, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har foretaget blandt 1.200 boligkøbere i tredje kvartal i 2016, er cirka halvdelen af alle køberne gengangere på ejerboligmarkedet, idet de kommer direkte fra en anden ejerbolig. For villakøberne er det 50 procent, der boede i ejerbolig før de købte ny bolig, mens tallet for købere af ejerlejligheder er oppe på 66 procent.
Det kommer ikke bag på indehaver af Nybolig i Skanderborg og Ry, Martin Vinther, at mere end halvdelen af boligkøberne fortsætter med at være boligejere, når de skal flytte i nyt.
"Jeg kan godt forstå, at mange boligejere ønsker at fortsætte med at være boligejere, når de har behov for at flytte, for som boligejer har man en utrolig stor frihedsgrad. Man bestemmer selv over sin bolig og kan lave ændringer og forbedringer, uden man skal spørge en udlejer først. Samtidig kan man også selv på et senere tidspunkt indkassere frugten af sine anstrengelser," konstaterer han.
Martin Vinther er sikker på, at mange danskere finder stor tilfredsstillelse at være herre i eget hus.
"Dels er boligmarkedet inde i en god udvikling, hvor renten er historisk lav og finanskrisen endelig er lagt bag os, og dels tror jeg, mange godt kan lide at investere i deres eget hjem, sætte deres eget præg og skabe rammerne for deres egen bolig, hvor vi trods alt bruger en stor del af vores tid."
Nyboligs undersøgelse viser også, at tidligere ejere af villa i 45 procent af tilfældene kommer fra en villa, mens 38 procent boede i lejlighed før. 46 Procent af købere af ejerlejlighed boede også før i lejlighed, mens 39 procent af dem kommer fra en villa.
"Tallene viser, at der på boligmarkedet er en stor omstillingsparathed. Typisk vil man som ung bo i lejlighed, hvorefter man flytter i hus for igen senere at flytte i lejlighed, når børnene er flyttet," siger Martin Vinther.