Aktiviteter hele døgnet ved årets Stafet for Livet
Afvikles i kendte omgivelser i Rønde Bypark 7.-8. september
RØNDE Årets Stafet for Livet, der er den 13. i rækken, afvikles som sædvanlig i de dejlige omgivelser i den toptunede Rønde Bypark.
Den afvikles altid første weekend i september, som i år dermed bliver 7. og 8. september, idet det netop er den første hele weekend i september.
Fire elementer i døgnet
Stafetten, der åbner lørdag 7. september kl. 12.30 og lukker igen søndag 8. september kl. 12.30, er baseret på fire grundelementer:
- Aktiviteter gennem 24 timer - for at understrege, at kampen mod kræft ikke ophører, når den kræftsyge går i seng, men kæmper døgnet rundt.
- En fighterrunde - for at skabe håb, mening og sammenhold mellem nuværende og tidligere kræftpatienter samt deres pårørende.
- En holdstafet - for at sætte fokus på kræftsagen og støtte de mange mennesker, der dagligt kæmper mod kræft.
- En lysceremoni - for at mindes dem, der tabte kampen mod kræften samt give plads til eftertanke og ønsker for dem, der stadig kæmper.
Styregruppen er ved at lægge sidste hånd på dette års program, så der bliver aktiviteter døgnet rundt.
Lokale musikere
Som noget nyt i år er børneteltet overtaget af Cirkus Aroma, der under temaet cirkuslege vil give børnene muligheder for nogle gode oplevelser.
Hele det musikalske program er baseret på lokale musikere og kunstnere.
I lighed med tidligere år vil der også i år være mulighed for en meget tidlig tur i skoven, under ledelse af herregårdsjæger Nicolai Vigger Knudsen.
Taler ved lysceremonien bliver i år sognepræst Mariann Kristiansen. Styregruppen har på nuværende tidspunkt modtaget mange tilmeldinger fra fightere og pårørende, der indleder Stafet for Livet i gule bluser og med en solsikke i hånden. Men der er plads til flere.
Tilmelding i fuld gang
Ligeledes opfordrer man endnu flere virksomheder, organisationer, idrætsforeninger og enkeltpersoner til at tilmelde et hold eller melde sig som deltagere på et allerede tilmeldt hold.
Tilmelding kan ske via www.stafetforlivet.dk.
jesl