Fortsæt til indhold

Sidste nat med kliken for Pindstrupskolens leder

Skoleleder Hans Henrik Dupont har et skoleår tilbage på Pindstrupskolen, før han går på pension

Samfund
Lars Norman Thomsen

PINDSTRUP Pindstrupskolen kunne i ugen før sommerferien vinke farvel til skolens ældste årgange, der efter veloverstået skoletid nu skal videre ud i livet.

Pindstrupskolen, Specialcenter Syddjurs, er kommunens specialskoletilbud til børn, hvis behov for særlig støtte ikke kan tilgodeses i den almindelige folkeskole.

Skoleleder Hans Henrik Dupont glæder sig over, at samtlige de unge, der har forladt skolens trygge rammer, ved - hvad de skal lave efter sommerferien.

"En skal for eksempel starte på Molsskolen, flere skal i gang med et STU-forløb (STU står for særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, red.)og andre på efterskole. På skolen er vi både meget stolte og glade over, at de unge kommer så godt afsted videre i livet," siger Hans Henrik Dupont.

Gode resultater

En tilfreds skoleleder kunne ved translokationen umiddelbart før sommerferien berette om flotte resultater for de unge, der har været til 9. klasses afgangsprøve.

"Der er blevet lavet mange fine resultater og helt efter bogen. Vi har haft udefrakommende censorer på, som på folkeskolerne, så alle vores unge har skullet præstere, og det har de formået og mere til. Vi er vildt stolte over vores afgangselever," fortæller en tilfreds Hans Henrik Dupont.

Han kunne ved translokationen også overrække 14 OCN-beviser til flere afgangselever. Et alternativt kompetencebevis på den formelle og uformelle læring hos elever, hvor det ikke giver mening, at de går til afgangsprøve. OCN står for Open College Network. Det er oprindeligt udviklet i England og Sverige.

Sidste skoleår

For skolelederen på Pindstrupskolen bliver skoleåret 2019-2020 det sidste.

Når skoleåret er omme, går Hans Henrik Dupont på pension efter 11 år som leder i Pindstrup. Han kom til jobbet fra en afdelingslederstilling på Langagerskolen i Viby.

Langagerskolen er en kommunal specialskole for elever med Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF) og/eller svær ADHD (Attention Deficit/Hyperactivity Disorder) - tidligere benævnt som svær DAMP.

"Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg stopper på Pindstrupskolen efter næste skoleår. Så er jeg 66 og har alderen til at gå på pension," siger Hans Henrik Dupont.

Han afleverer en skole i god gænge, men med pladsproblemer til de 103 elever, der starter efter sommerferien. En ny undervisningsfløj indvies i Pindstrup til efterårsferien 2019, og den kommer til at gøre underværker.

I det kommende skoleår flytter Pindstrupskolen sin ungdomsafdeling til Ryomgård Realskoles kostafdeling, Dyrhøjlund, i Tøstrup.

Den unge-gruppe, der i dette skoleår, har haft base på Solgaarden i Mørke i dagtimerne, flytter med til Tøstrup, ifølge Hans Henrik Dupont.

"Jeg tror på, at det bliver en god løsning, at vores ældste elever får deres eget sted i Tøstrup, men om det løser vores pladsproblemer helt, finder vi ud af, når vores nye afdeling i Pindstrup står klar til brug," siger skolelederen, der godt kan se fordele ved, at der findes en permanent løsning for de ældste på Dyrhøjlund.

"Men det afhænger af, hvor stor efterspørgslen efter vores tilbud generelt bliver i de kommende skoleår."