Fortsæt til indhold

Naboer fik svar, men ikke dem, de gerne ville have

Et dialogmøde om byggeriet på Rådhusgrunden i Hørning gav naboerne svar på deres spørgsmål om p-pladser og indbliksgener - men svarene faldt ikke i god jord

Samfund
Grethe Bo Madsen

hørning Stemningen var ikke just hjertelig, da kommunen med et hasteindkaldt møde mandag i sidste uge forsøgte at give naboerne til det kommende byggeri på Rådhusgrunden svar på deres spørgsmål og skabe en bedre forståelse for det kommende byggeri.

Efter fire høringer har vi stadig ikke set en løsning på parkeringsproblemet og indbliksgenerne

Naboerne havde ønsket mødet i kølvandet på den seneste partshøring i forbindelse med byggeriet, dels fordi de er bekymrede over parkeringsproblemer og dels fordi de ikke mener, kommunen overholder gældende lovgivning i forbindelse med byggeriet, da der bliver væsentlige negative indbliksgener på to af naboejendommene.

"Vi synes som minimum, kommunen skal overholde lovgivningen, og det mener vi ikke, I gør. Efter fire høringer har vi stadig ikke set en løsning på parkeringsproblemet og indbliksgenerne," konstaterede formanden for Foreningen til bevarelse af Gl. Hørning, Annette Kjærsgaard.

Lang proces

Det billede kunne hverken Mikkel Lindskov Petersen, leder af kommunens afdeling for Plan og Byudvikling, eller Torben Lykke Nielsen, leder af Byg og Ejendomsafdelingen, genkende.

Mikkel Lindskov Petersen redegjorde for, hvordan processen, der har varet i snart tre år, er forløbet og understregede, at det er fuldt lovligt at tillade bygherre at indbetale til en p-fond. Byggeriet udløser et krav om etablering af 136 parkeringspladser.

100 vil bliver etableret på området, mens kommunen vil etablere i alt 52p-pladser, 16 flere end de påkrævede, dels på et ledigt areal ved siden af Kirkevej, ved vendepladsen på torvet samt ved Vestervej.

Indbliksgener ok

I forhold til indbliksgenerne konstaterede Torben Lykke Nielsen, at der er taget hånd om indbliksgenerne:

"Vi har gjort altanerne mindre og sørget for ugennemsigtigt værn. Vi mener ikke, vi tilsidesætter loven. Vi mener, det er ok. Man vil kunne se ind til naboerne, men ikke mere, end hvad der er normalt i et byggeri i dag," understregede han.

"Når vi laver lokalplaner, så kan vi overskride Bygningsreglementet. Det er derfor, vi har lokalplaner. Og ja, i det her tilfælde tillader vi indbliksgener," supplerede Mikkel Lindskov Petersen.

Ikke de ønskede svar

De svar faldt ikke i god jord hos Foreningen til bevarelse af Gl. Hørning. Her mener man, at Hørning i forhold til kommunens gældende parkeringsnorm allerede nu mangler 285 parkeringspladser, ligesom man heller ikke vil godtage, at lokalplaner kan tilsidesætte Bygningsreglementet.

Til det svarede Torben Lykke Nielsen:

"P-normen kan ikke gælde med tilbagevirkende kraft. Problemet med alle byens manglende parkeringspladser kan en ny bygherre ikke løse i et enkelt projekt. Det kan vi ikke løse i en byggesagsbehandling. Det er politikerne der har valgt, at vi skal have byfortætning."

Forholder sig ikke til kritikken

"Vi havde håbet på, at kommunen ville forholde sig til, hvordan man kan løse parkeringsproblemerne i midtbyen totalt set og ikke bare i forhold til den grund. Og vi mener bestemt ikke, at problemet med de væsentlige negative indbliksgener er taget hånd om ved at sætte matteret glas på terrasserne," siger Max Jørgensen, der er nabo til det kommende byggeri.

Naboerne afventer stadig svar fra Planklagenævnet på deres klage over lokalplanens udformning.

"Hvis den kommende byggetilladelse har indhold, som det frem til nu er beskrevet, så vil den blive indklaget til Byggeklagenævnet," oplyser Max Jørgensen.