Historiefortælling et hit med 2.300 deltagere
lokalhistorie 1.145 nåede at sikre sig billet til teaterforestillingen 'Spådommen om Høje Stene', inden Favrskov Kommune i begyndelsen af juni måtte melde alt udsolgt.
Derudover deltog cirka 1.200 elever i forestillinger og testforestillinger på skoledage, og dermed har mere end 2.300 gæster sanset sig tilbage til jernalderens univers.
"Det er uden tvivl den største kulturelle oplevelse i Favrskov Kommunes historie. Teatret Wunderland leverede en forestilling af høj kvalitet, og det har vist sig, at det godt kan betale sig at sætte barren højt," siger formand for kultur- og fritidsudvalget Steen Thomasen i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune.
Bakket op af frivillige
Med et budget på 1,7 millioner kroner var projektet støttet af mange økonomiske bidragsydere, og dertil kom en stor lokal og frivillig opbakning til projektet.
"Vi har et stykke enestående historie i Favrskov, og der bliver arbejdet på mange niveauer for at finde ud af, hvordan den historie kan formidles fremover," lover Steen Thomasen i pressemeddelelsen.
jesl