12-årig vinder DM
Malek Freijeh fra Aarhus Taekwondo Vest, der netop er blevet danmarksmester, træner benhårdt
Måske holder han fri fra taekwondo om lørdagen. Hvis der da ikke er træningsweekend eller turnering.
12-årige Malek Freijeh har været bidt af et galt taekwondo-spark, siden han for fire år siden begyndte at dyrke den koreanske kampsport. Et foreløbigt højdepunkt nåede han 19. november, da den hårdtslående 12-årige fra Aarhus Vest Taekwondo stod øverst på skamlen til danmarksmesterskaberne.
Han tog guldmedaljen ved at besejre en tredobbelt dansk mester.
“Det var virkelig fedt,” siger Malek Freijeh, der bor i det nordlige Aarhus og til daglig går på Skovvangskolen.
Seks dage om ugen træner han taekwondo, og derudover løbetræner og cykler han.
“Så kan det godt være, jeg slapper af om lørdagen. Men hvis jeg ikke har trænet så hårdt i en uge, så boksetræner jeg om lørdagen,” siger den unge atlet.
Om tirsdagen møder han en time før, træningen begynder, for selv at stå i spidsen som træner for et hold af nybegyndere.
Og spørger man, hvad der får en 12-årig til at bruge så meget tid på en sport, så er svaret:
“Det er hyggeligt. Det er sjovt. Og så lærer man at tænke sig om og blive ansvarlig. Jeg er nødt til at være lidt voksen og have mine ting i orden, komme til tiden, have benskinnerne med. Du lærer at tage ansvar.”
Han har for nylig været af sted på træningstur til Orlando og Miami i USA, hvor han trænede sammen med OL-bronzevindere.
Den unge danmarksmester binder nu et rødt bælte med to sorte streger på om livet. Og 16. december regner han med at få den tredje streg. Så kan han til sommer gå efter det sorte bælte.
“Mit mål er at komme til OL i 2024 og vinde guld. Ingen bronze eller sølv. Kun guld.”
“Han tror på sig selv”
Hans træner er meget imponeret af den 12-åriges præstationer:
“Han er meget dygtig og fremtiden for Danmark. Han er både hurtig, kontrolleret og har styr på teknikken. Han træner hårdt, og så tror han på sig selv, hvilket er meget vigtigt,” siger Nguyen Hoang.
Malek Freijeh misser da også meget sjældent en træning.
Men der må da være en gang i mellem, hvor du hellere vil slippe for at træne?
“Aldrig. Det er aldrig kedeligt at komme til træning.”
Og skal Maleks mor, Karina Dimachkie, få sønnen til at høre efter, så ved hun godt, hvad hun skal gøre:
“Så skal jeg bare sige, at han ellers ikke må komme til træning.”