Ferien er som et spejl, vi ser vores eget liv i

kirkeklumme I skrivende stund siddende her i solen i Sydfrankrig, har jeg lige hørt, at temperaturen derhjemme i Danmark nu nærmer sig 32 grader. Så hvorfor overhovedet rejse flere tusind kilometer for at holde sommerferie?

Men det er der nu ret mange gode grunde til.

At rejse er at leve skrev H.C. Andersen som bekendt, og jeg synes, han har ret.

At rejse er at leve, og det er det blandt andet fordi, man på rejsen kan få øje på og kan spejle sig selv i alt, hvad der findes i et menneskeliv – opdage andres drømme og ideer og måder at tackle livet på.

Det begynder vel allerede, når vi planlægger rejsen og ferien – alle forventningerne, der går i gang og vokser stille og roligt helt ind til vi skal afsted.

Drømme om at være sammen og have tid og få dejlige oplevelser i fællesskab med hinanden i familien og med gode venner – kort sagt forventningen og drømmen om at leve og være til.

Og det hele går for alvor i gang i det øjeblik, vi fletter ind på motorvejen, og vi i en særlig form for fællesskab og konkurrence med tusindvis af andre bilister og familier drøner derudaf med 130 km i timen og kæmper mere eller mindre som besatte om at komme først frem.

Og vi skal skynde os for livet er jo kort, og vi skal nå at leve, og vi har kun 14 dage i den her omgang.

Men det er da heller ikke til at undgå, midt i den her forventningsfulde biltur i fuld fart, at ane skrøbeligheden og risikoen for at noget kan gå galt – både for os selv eller nogle af de andre, der er på vej mod deres drømmeferie.

Undervejs på rejsen kan vi, hvis vi har blik for det, aflæse alle de fantastiske og livsbekræftende spor af menneskers ideer og kampe til alle tider for at leve og overleve.

Det være sig igennem alle de forskellige afgrøder af korn, vin og oliven, som de på hver sin måde ned gennem landene har og har haft som deres livsgrundlag.

Hvordan de har overvundet naturen i form af broer og veje, ly og læ og sikkerhed for og fra naturens store kræfter.

Alle mulige fællesskaber kan tydes i bysamfund, bygninger og institutioner, mindesmærker, der vidner om fælles kampe for at leve og overleve og holde sammen.

Fantastisk er det altså at stå på historiske steder og i et øjeblik at fornemme at være samtidige med paver og konger eller sågar en stolt fransk vinbonde og hans hustru og familie.

Og når man så kommer igennem enhver større eller mindre by, så ligger der også en kirke og en kirkegård, der vidner om mennesker, en bonde, en læge, en bankmand, en kærlig mor, et barn og så videre - alle personer, der har levet og haft drømme og håb og som de, der lever nu har taget afsked med og måske stadig sørger over, men som de også har stolte minder om og med taknemmelighed har fået liv og livsgrundlag af.

Ja, på rejsen får vi måske blik for, hvor meget vi ligner hinanden på alle steder på kloden – at vi har det samme fælles ønske om at leve og være lykkelige, men samtidig opdager vi, at det sker ikke uden kampe og uden fællesskab og uden sammenhold, og uden at vi får nye drømme, tanker og håb at leve på.

Ferie er afslapning og fællesskab med dem man elsker, og så er det også en reminder om hvad livet på alle steder måske går ud på.

Ferie er en måde at spejle os selv - og måske at opdage, hvad vi skal tage med os hjem og leve på indtil den næste ferie og rejse?

God sommer!