Vil etablere dele-elbiler i nye bydele
En af landets største entreprenørvirksomheder vil gøre dele-elbiler til fast inventar i nye projekter. I Aarhus får Ceres Byen og Skejbyen som de første en bil
A. Enggaard, en af landets største entreprenørvirksomheder med hovedsæde i Aarhus, hopper på den grønne bølge og vil fremadrettet etablere dele-elbiler til virksomheden bynære udviklingsområder.
Det oplyser entreprenøren i en pressemeddelelse.
Initiativet er allerede igangsat, og netop nu arbejdes der på at etablere lade standere i Ceres Byen i Aarhus. I foråret 2020 får Skejbyen i Skejby også en dele-elbil, når de første beboere flytter ind.
"Det er vigtigt for os at udvikle bydele, der både er rare at bo i, og som imødegår beboernes behov. Her ser vi en el-delebil som et nyttigt tilbud til dem uden bil og ikke mindst et mere bæredygtigt alternativ til bil nummer to, og derfor gør vi nu delebilsordninger til en naturlig del af vores bydelsprojekter," siger projektudviklingschef Jakup Sjostein.
Delebilerne vil være af mærket Renault Zoe, og initiativet er en del af A. Enggaards ambition om at etablere bydelsforeninger, som får ansvar for fællesskabsaktiviteter og muligheder for deleøkonomi.
"Vores arbejde med byliv handler ikke om, at vi skal drifte de forskellige bydele, som eksempelvis en boligforening gør det. Det handler om, at vi skal give nye områder de mest optimale betingelser for at udvikle sig til levende og velfungerende bydele. Vi skal med andre ord tage et ansvar, der rækker ud over selve byggeprocessen, og det gør vi blandt andet ved at oprette bydelsforeninger og delebilsordninger i de nye områder," siger bylivsudvikler i A. Enggaard, Hanne Kræn.
Virksomheden påtager sig omkostningerne forbundet med etablering, igangsætning og drift af de nye delebilsordninger. På sigt, når initiativet er løbet i gang og forbruget dækker omkostningerne, overdrages ordningen til bydelsforeningerne.
dp