24 diskopiger fra Aarhus er verdens bedste: Gav gas som bikerpiger
Juniorhold fra VM Dans i Aarhus har vundet guld til VM i disko formation
Et juniorhold fra Mads Vads danseskole i Aarhus dansede sig helt til tops ved verdensmesterskaberne i diskodans, der i slutningen af juni blev afholdt i Chomutov i Tjekkiet. Holdet vandt guld i kategorien disko formation, hvor der er 24 piger fra 12-15 år på holdet, der iklædt farvestrålende dragter danser i cirka tre minutter.
”Mange tænker John Travolta, når man taler disko, men sådan er det ikke længere. Det er en stilart fyldt med power, spring og spark, der minder om gymnastik. Formation betyder, at 24 piger danser sammen i én stor gruppe. Det gælder om at være synkrone,” forklarer Ninna Illum, som træner pigerne sammen med sin søster Nanna Illum.
Born To Be Wild
Trænerne havde valgt et bikertema, hvor pigerne var iklædt dragter med læderlook og lynlås og dansede til et remix af sangen Born To Be Wild, der altid har været forbundet med motorcykler og bikermiljø.
”Man behøver ikke vælge et tema, men det gør det mere underholdende, og man skiller sig ud, så dommerne kan huske dansen,” fortæller Ninna.
Dommerne kunne i den grad huske Born To Be Wild-dansen, der kæmpede mod 22 andre hold fra 10 europæiske lande. Det danske indslag fra VM Dans gik videre til både semifinale og finale og endte med at vinde guld foran de forsvarende verdensmestre fra Tyskland.
”Vi er især stolte over at vinde over Tyskland, hvor disko er større end i Danmark. De stiller med et udvalgt landshold, der har vundet de seneste fem år i både junior og voksen, mens vores hold kun består af piger fra vores egen danseskole,” siger Ninna.
Hårdt arbejde
”Det er selvfølgelig ikke så stort som fodbold eller håndbold, og det bliver ikke sendt i fjernsynet, men man skal give afkald på mange ting for at få tid til træning og opnå resultater. Vi har trænet denne koreografi cirka fem timer om ugen, og derudover deltager pigerne på andre hold og træner egne koreografier i solo og duodans.”
Træner-søstrene Ninna på 23 og Amanda på 22 har selv danset disko og mange andre dansearter, siden de var små. De har vundet DM flere gange i forskellige disko discipliner og medaljer til VM, så de ved om nogen, hvad det drejer sig om, og at man ikke kommer sovende til disko-succes.
”Mig og min søster har brugt sindssygt meget tid på at designe dragter, udregne formationer og sætte musik sammen. Så det er ret stort for os, og vi er meget stolte over at have vundet. Det er kun andet år, vi er med som trænere,” fortæller Ninna.
Flere medaljer
Mange af pigerne fra formationsholdet var også udtaget til konkurrencer i kategorierne single, duo og smallgroup dans. I duo blev det til en bronzemedalje til to piger fra VM Dans, der var oppe mod næsten 100 andre hol. Det blev også til en tredjeplads og dermed bronze i smallgroup, hvor der er syv piger på holdet. Her var der 40 hold med i konkurrencen.
Mads Vads danseskole VM Dans holder til på Sommervej, tæt ved hvor Viborgvej krydser Ringvejen i Aarhus V.