Hammel-tandlæge har den bedste elevplads
kåret Det var en meget overrasket tandlæge Jørgen Mackeprang fra Hammel, der troede, at han skulle behandle en patient, men i stedet blev mødt af kolleger, der kunne fortælle, at hans tandklinik har vundet titlen som 'Årets Elevplads' for tandklinikassistenter i Østjylland.
"Jeg vidste intet om, at de havde indstillet vores arbejdsplads til konkurrencen. Jeg er glad og stolt," lød det fra tandlæge Jørgen Mackeprang til HK Østjyllands pressemedarbejder Lóa Skau Björnsson, da han havde delt knus ud til eleverne og havde sundet sig lidt oven på overraskelsen.
På klinikken Tandlæge Jørgen Mackeprang i Hammel er der tre elever, der i fællesskab havde indstillet deres arbejdsplads til prisen som 'Årets Elevplads'.
I begrundelsen skrev de blandt andet "Med tre elever og som den eneste hane i hønsegården bliver tålmodigheden ofte sat på prøve - men alligevel er der altid smil og højt humør fra chefen".
Det er HK Østjylland, der står bag kåringen af 'Årets Tandklinikassistentelev' og 'Årets Elevplads' for tandklinikassistenter.
jesl