Hornslet går helt KropAmok
Tilbud til børn i alderen 7-14 år, der har udfordringer med sport
hornslet Hornslet IF inviterer alle børn at gå KropAmok i uge 32
”KropAmok henvender sig mest til de børn, der ikke vil på Fodbold Camp, men gerne vil være aktive ved leg og andre aktiviteter," fortæller formanden Jens Dueholm Petersen fra Hornslet IF i en pressemeddelelse. Og han forklarer videre:
"Krop-Amok er særligt for børn, der til dagligt oplever udfordringer med idræt på det fysiske og kognitive plan, men vil finde sig til rette i dette tilbud. Sommersporten er et skræddersyet idrætstilbud, som omfavner store, små, lige og skrå. Der er plads til ca. 50 deltagere og det er stadig muligt at blive tilmeldt."
Håndboldstjernen Jesper Nøddesbo er projektor for lejren, og DGI er med på sidelinjen med råd og vejledning.
"Vi har også Fodbold Campo i uge 32, og her forventer vi, at der vil deltage mellem 100 og 160 børn og unge fra det meste af landet. Ca. 25 frivillige er involveret for, at det kan lade sig gøre," fortæller formanden, der fortsætter:
"Vi har også brugt penge på vedligeholdelse af vores kunstgræsbane, og renovering af vores fire udendørs tennisbane, hvor to er med slagger og to med grus. Så vi er glade for aftalen med SuperBrugsen og OK, der på denne måde yder en vigtig støtte til vores økonomi, så vi kan skabe aktiviteter for især vore børn og unge.”
Støtte fra OK
Det kan godt betale sig at tanke hos SuperBrugsen i Hornslet. Nu har Hornslet IF modtaget næsten 23.000 kr. plus moms for det seneste år.
Pengene har OK’s kunder sparet op til klubben ved at tanke på deres OK Benzinkort. Når man vælger at knytte sit benzinkort til sponsoraftalen, støtter man gratis med et øre beløb for hver liter brændstof, der tankes på kortet. Det koster med andre ord ikke kunden ekstra at tanke, da det er OK og SuperBrugsen i Hornslet, der udbetaler pengene.
OK arbejder løbende på at udvikle sit sponsorkoncept. Sponsoraftalen med den pågældende klub eller forening kan i alt opnå 15 øre i støtte for hver liter, bilisten tanker. Der er først og fremmest 5 øre for at tanke brændstof. Men også 5 øre for samme liter brændstof, hvis bilisten er el-kunde i OK og yderligere 5 øre, hvis man har mobiltelefoni hos OK. På den måde kan man faktisk støtte lokalsporten med i alt 15 øre, hver gang man tanker en enkelt liter brændstof.
Lige nu har mere end 1.600 foreninger fordelt over hele landet en sponsoraftale med OK.
gs