Debat: Godt nyt for børn og unge i Norddjurs
Jeg er glad for at se at dette er med i regeringsaftalen:
Minimumsnormeringer for daginstitutioner i løbet af de kommende år. De første løft skal med i kommuneaftalen for 2020. Denne forbedring falder på et tørt sted her hos os.
Uddannelse af mere pædagogisk personale.
Initiativer mod børnefattigdommen.
Folkeskolen får disse forbedringer:
- Afskaffelse af nationale test i de mindste klasser. Det søger Norddjurs allerede om lov til for alle klassetrin.
- Afskaffelse af den tvivlsomme vurdering af ”uddannelsesparathed” i 8. klasse i dag
- Handlingsplan for trivsel og for at nedtrappe ”præstationskulturen” for vore børn og unge
- Socialt taxameter på friskoler, så ikke kun folkeskolen skal betale for udgifter til børn med særlige behov
- Afskaffelse af uddannelsesloft og de årlige 2% nedskæringer på uddannelser
- Styrkelse af ungdomsuddannelser også uden for de store byer.
Vi har ansvaret lokalt for gode skoler og daginstitutioner. Men både opnormering i daginstitutioner og forslag til bedre folkeskole giver os bedre muligheder i Norddjurs. Samtidig skal vi have ro på og give en ny regering og et nyt flertal tid. Så det bliver ikke når børnene møder ind efter sommerferien, at disse fremskridt er klar!
God sommerferie til Norddjurs børn, unge og forældre, og stor tak for indsatsen til vores personale i ”børne-ungdomsverdenen” for en flot indsats i en tid, der har krævet rigtig meget af jer.