"Selvom man er ung, kan man godt få succes"
Ved siden af jobbet som stewardesse designer 24-årige Line Fredsbo Balleby fra Skanderborg ure under navnet ByBalleby
Skanderborg Selv om man er ung, kan man godt få sine iværksætterdrømme til at gå i opfyldelse. Det er budskabet fra 24-årige Line Fredsbo Balleby, der står bag ur-serien ByBalleby.
Det er et års tid siden, at Line sendte de første ure på gaden, og det går godt for skanderborgenseren, der ved siden af ByBalleby-projektet arbejder som stewardesse for JetTime. Kollektionen består foreløbig af syv ure, men målet er flere ure og som noget nyt smykker.
"Jeg nørkler med forskellige ting, men det tager tid, fordi jeg er meget kritisk i forhold til mine produkter. Jeg brugte bl.a. et helt år på at designe et af herreurene," siger hun med et smil og tilføjer:
"Skal man have succes på det her marked skal man komme med noget nyt, ikke lave kopier. Mine ure har eksempelvis det særpræg, at tallet 12 står med romertal. Små ting kan gøre en stor forskel."
Klarer alt selv
Line står bag alt i ByBalleby - fra udvikling til forsendelse. Hun har blandt andet taget et kursus, så hun kan arbejde med 3D-design.
Som stewardesse har hun en del ventetid, som hun ofte bruger på sin drøm.
"Jeg kan sagtens arbejde med ure og andet fra et hotelværelse i udlandet. Drømmen er, at jeg kan bruge mere og mere tid på at designe ure og smykker. Jeg er udmærket klar over, at det kræver hårdt arbejde, men jeg har lært, at selv om man er en ung iværksætter, så kan man godt få succes, hvis man knokler," siger hun.
Lines ure kan ses på www.byballeby.dk