Fortsæt til indhold

Gav den gas i talentkonkurrence og scorede revisor-job

Kasper Lundegaard Larsen fra HHX i Skanderborg gjorde det så godt i talent-konkurrence, at Ernst & Young har tilbudt ham et job

Samfund
Lilli Marie Nielsen, Skanderborg-Odder Center for Uddannelse

Studietid Til august får Kasper Lundegaard Larsen fod under eget skrivebord som revisor-trainee hos revisions- og rådgivningsfirmaet Ernst & Young i Aarhus.

"Jeg har første arbejdsdag 16. august, og det bliver super lækkert. Ernst & Young er det første OG det bedste, og det føles bare rigtigt," siger Kasper Lundegaard Larsen, som i juni blev HHX-student fra SCU i Skanderborg.

Et nyt fællesskab

Ernst & Young i Aarhus er med sine 230 medarbejdere Danmarks største revisions- og rådgivningskontor uden for København. Der er otte revisor-trainees i Aarhus-afdelingen. De begynder samtidig.

"Den første uge skal vi til København for at mødes med de andre trainees, og det glæder jeg mig virkelig til. Jeg træder ind i et fællesskab med nogen, der har samme interesser, og det bliver sjovt at komme i gang og også være en del af det sociale som eksempelvis etage-fodbold," siger Kasper.

I anden uge går turen til Toledo med de nye trainees fra hele Skandinavien.

Talentkonkurrencen

Drømmejobbet som trainee opstod pludselig, efter Kasper via et af SCU’s talenttilbud havde deltaget i en Ernst & Young Case-konkurrence.

Efter at have skrevet en motiveret ansøgning blev Kasper udvalgt til at deltage i konkurrencen sammen med talenter fra andre skoler. De blev splittet op i hold på tværs, og løsteopgaver og cases hele dagen.

"Det var meget realistiske cases for eksempel om en gummistøvlevirksomhed, som var udfordret i forhold til salg, lager, revision og regnskab. Her skulle vi komme med forslag til løsninger og præsentere dem. Der var totalt tryk på, og det var virkelig fedt at performe," forklarer Kasper Lundegaard Larsen.

Tager en HD ved siden af

Efter den intense konkurrencedag i Aarhus tog Kasper tilbage til Skanderborg, rejste på studietur med klassen til Irland og forventede ikke at høre mere fra Ernst & Young.

Men pludselig blev han inviteret til en samtale og fik herefter trainee-jobbet.

Sideløbende med trainee-stillingen skal Kasper Lundegaard Larsen i sin fritid også tage en fire år lang HD-uddannelse. Derefter er hans plan at blive statsautoriseret revisor.