Fagets Medalje til el-lærling på Novopan
21-årige Martin fra Bode fortsætter efter sommerferien på sin læreplads i Pindstrup
PINDSTRUP Kun 21 år gammel kan Martin Møgelvang Sejersen kalde sig elektriker med speciale i styrings- og reguleringsteknik. Men ikke nok med det. For sine flotte karakterer er han blevet tildet Fagets Medalje.
Martin bor hjemme hos sine forældre i den lille landsby Bode, tæt på Allingåbro og endnu tættere på MC Mostens base langt ude i Bode Enge.
Han havde sin skolegang på Rougsøskolen i Ørsted, Allingåbroskolen og Auning Skole. Martin fik nemlig hele turen med, da han blev en del af klasseflytninger i den store skolestruktur-kabale, som over få år ramte den vestlige ende af Norddjurs Kommune.
Straks i uddannelse
En smule skoletræt, som så mange andre unge, fandt han hurtigt sin vej ind i uddannelsessystemet lige efter han havde afsluttet sin 9. klasse i folkeskolen.
"Jeg kunne godt lide at at arbejde med strøm og bygge ting. Jeg kendte ikke rigtigt nogen, der var elektriker. Men jeg startede med et halvt år på EUX med grundforløbet som elektriker og hvor man får sin gymnasielle uddannelse oveni", fortæller Martin.
Han besluttede sig at det var lidt for megen skolegang og fortsatte så på EUD og valgte undervejs uddannelsen med det mega-lange navn - elektriker med speciale i styrings- og reguleringsteknik.
Samlet har Martins uddannelse, der afsluttes med udlevering af svendebrev her inden sommerferien.
Uddannelsesforløbet har omfattet fire gange skole - grundforløbet på et halvt år og så yderligere tre skoleforløb på mellem otte og 10 uger pr gang.
Opgaver spænder vidt
Martin henvendte sig og kom i lære i Pindstrup på Novopan Træindustri, der er en del af Kronospan-virksomheden.
"Det lød rigtigt spændende. Og vi laver stort set det hele her ude. Alt med el både fra fejlfinding til montering og trække kabler til af nye ting i produktionen. Hvis der er en maskine, der går i stykker ude på fabrikken, så skal vi ud og se om vi kan finde fejlen og få den op at køre igen".
På Novopan er der 18 medarbejdere i el-afdelingen. De er fordelt på fire hold og arbejder på skift, så der altid er en elektriker på vagt døgnet rundt, så man er klar til straks at træde til, hvis der sker nedbrug eller andre uforudsete ting i produktionen.
Skruetrækker og computer
Udover de traditionelle elektrikeropgaver indgår der også arbejde ved computer - blandt andet med programering - i arbejdsopgaverne.
Og det passer Martin rigtig godt, da han altid har været glad for at sidde ved en computer og hygge sig med spil og hvad den nu ellers kan bruges til.
Den gode, gamle skruetrækker og andet håndværktøj er der dog stadig brug for - også for en nyuddannet elektriker med speciale i styrings- og reguleringsteknik.
Martin Møgelvang Sejersen kan sove roligt om natten. Han har klaret alle sine prøver og venter kun på at få sit svendebrev.
Og så kan han glæde sig over, at han ikke bliver arbejdsløs.
Efter en velfortjent sommerferie fortsætter han nemlig på sin læreplads gennem sit lærlingeforløb og kommer til at indgå i den samlede styrkesom hold-elektriker i el-afdelingen i Novopan Træindustri.