Video: Sælfødsel fanget på kamera i Kattegatcentret
Det er længe blevet gisnet om, hvornår Kattegatcentrets spættede sælhun Liv ville nedkomme med årets sælunge – og lørdag aften den 27. juli blev spændingen endelig udløst. Klokken 21.48 fødte Liv nemlig en sund og rask lille sælunge på strandbredden i Kattegatcentrets store sælanlæg til stor begejstring for både gæster og medarbejdere - og hele fødslen blev fanget på overvågningskamera. Se videoen herunder.
”Der er ingen tvivl om, at det er et af årets helt store højdepunkter, når vores spættede hunsæl føder en lille sælunge, og der er altid stor lettelse og glæde, når det går godt. Det er sjældent, at vi fanger fødslen på kamera, men i år lykkedes det,” fortæller marinbiolog og kurator i Kattegatcentret, Rune Kristiansen i en pressemeddelelse.
SÆLUNGE DIER LYSTIGT
Liv og den lille nye sælunge trives og har det godt.
”Liv er en rigtig god og erfaren mor og har fuldstændigt styr på pasningen af sin lille unge, så alt går helt efter bogen. Den lille unge dier lystigt, og plasker også allerede rundt i sælanlægget godt hjulpet på vej af sin mor,” fortæller Rune Kristiansen.
Og det er ikke så lidt, en sælunge sætter til livs. De næste uger nyder sælungen nemlig godt af mor Livs fede sælmælk med op til 50% fedt og tager næsten et kilo på om dagen. Så sælungen bliver stor i en fart, men om det er en lille han eller hun vides ikke endnu.
”Der er meget løs sælhud på sælungens bug, så det er endnu for svært at fastslå, om det er en lille han- eller hunsæl,” fortæller Rune Kristiansen.
PAS PÅ UNGERNE I NATUREN
Det er lige nu højsæson for sælunger i naturen, og Kattegatcentret har i år fået rekordmange henvendelser om efterladte sælunger på de danske strande. Men beskeden har hver gang været klar fra Kattegatcentrets biologer: Lad sælungen være og hold afstand.
”Det er helt normalt, at sælunger ligger alene på strandbredden og nogle gange også hyler, men det betyder ikke, at de er blevet efterladt. Moren er sandsynligvis bare ude at finde føde, og ungen kan være ladt alene i flere timer. Men menneskers færden i nærheden af ungen kan forhindre, at moren vender tilbage,” fortæller Rune Kristiansen.
Hvis sælungen er ilde tilredt, har sygdomstegn eller er alvorligt skadet, skal man ringe til Dyrenes vagtcentral på 1812 eller til Naturstyrelsen.