Et lille glimt af lys fra sommerlandet

klumme Skagen er altid et besøg værd - forår, sommer, efterår, vinter og til festival.

Det lyder næsten som en reklame, det er det nu egentlig ikke. Men jeg har netop selv været der til festivalen. Og det er ikke blot festivalen, jeg drages af, men også naturen i området, det historiske og kulturelle sus og meget andet.

At tage til festival betyder for mig glæde - glæde over musikken og stemningen, der opstår, når vi er lige midt i det sammen med andre mennesker og hører musikken live.

Det var godt, megen glæde i hjertet blev det til.

Men som sagt er det at tage til Skagen på dette tidspunkt andet end musik, tumult, flere steder lange køer, fadøl og vin.

Vi besøger også malerimuseet, hvor der i år var en lille særudstilling med nogle af P.S. Krøyers kæmpe malerier af datidens betydningsfulde personer. Malerier, der var bestilt af brygger Jakobsen. Det var helt fantastisk at se de detaljerede portrætter - og der var mange på hvert maleri. Krøyer kunne meget mere end male en kvinde eller to på en strandbred.

En kirkekoncert er også en del af festivalens program - det var i år den lokale organist og ikke mindst en meget dygtig panfløjtenist, der spillede.

Så har vi gjort det til en tradition også at være til friluftsgudstjeneste ved den tilsandede kirke. Det har egentlig ikke noget med festivalen at gøre. Der er friluftsgudstjenester hver torsdag aften hele sommeren.

Det havde regnet og blæst hele torsdagen, så tanken var da kommet til os, at gudstjenesten måske blev aflyst. Det er et lille brassband, der leverer musikken, og vi kunne da forestille os, at de ikke var interesseret i hverken sand eller vand i deres instrumenter.

Vi vovede os nu alligevel derud, det samme havde et norsk ægtepar og otte lokale sognebørn. Vi havde klogeligt taget regntøj og tæpper med, vi fik brug for begge dele, for at holde varmen.

Vi kiggede langt efter en præst, en sanger og brassbandet. Det gjorde vi lige til ti minutter, før gudstjenesten skulle begynde. Så kom en kvinde med hvid flipskjorte under en stor varm frakke og dertil et par lange sorte gummistøvler og en lille hund i snor. Det var præsten.

Hun havde også en miljørigtig stofbærepose med, det skulle vise sig, at hun heri havde et skilt med 'aflyst' og en prædiken.

"Nå," er hendes indledningsreplik, "jeg kommer ellers for at aflyse, musikerne vil ikke have deres instrumenter ud i regnen."

På dette tidspunkt var regnen netop holdt op. Vi mente godt, vi kunne have gudstjeneste - også uden musik.

"Jamen, jeg har jo kun min prædiken med."

Det var jo en klædelig ydmyghed, at hun ikke regnede med, at vi ville nøjes med hendes prædiken, når der nu ikke kom et brassband.

Hun gik i gang, alt imens hunden rendte rundt om hende, så hun til sidst var viklet helt ind i dens snor. Vi indledte med at synge 'Op al den ting', og just i det øjeblik brød solen frem.

En rigtig fin prædiken, der tog udgangspunkt i bonden, der med rund hånd spredte sit korn. Gode eksempler fra hverdagen i Skagen blev brugt til forståelse af budskabet.

Og efter Trosbekendelsen og Fadervor i fællesskab, præstens velsignelse og afsyngelse af 'Tænk at livet koster livet' og 'Nu går solen sin vej' gik vi tilbage til Skagens centrum.

Vi gik langs stranden i aftensolens stråler og varme. Det, der skulle være aflyst, blev en rigtig fin gudstjeneste - blandt andet fordi det var en meget nærværende præst.