Beboere advarer mod vanvidskørsel over fodgængerovergang
Borgere der bor tæt på fodgængerovergang frygter ulykke. Kommunen er på vej med løsning
Trafik På en halvstille sommerferie-morgen i uge 31 er der ikke meget trafik på J.P. Larsens Vej i Brabrand. Men skru tiden et par uger frem, og så myldrer skolebørnene frem. Og beboere i området frygter noget meget alvorligt kan ske, hvis ikke der meget snart bliver gjort noget ved den vanvidskørsel, som de alt for ofte oplever.
"Der bliver kørt meget stærkt. Vi har tit oplevet, at folk i farten ikke opdager hellen og det lille indhak ved fodgængerovergangen, og så må de over i den venstre vejbane for at undvige," fortæller John Overmark Mortensen.
Lokalavisen Aarhus møder ham og de to naboer fra Skovbakkevej, Mette Jacobsen og Jan Danielsen, fordi de er meget frustrerede over forholdene ved fodgængerovergangen fra Skovbakkevej og over J.P. Larsens Vej. Det er ikke nyt, at der køres stærkt på strækningen, men beboerne frygter fremtiden.
"Det er vanvidskørsel. Der bliver kørt alt for stærkt, og i mange år har vi nu jævnligt været vidne til, at biler kører ind i skiltene eller afviger over i venstre vejbane. Der er noget galt med vejforløbet, det inviterer til at køre stærkt. Vi skal også selv koncentrere os om ikke at køre for stærkt," siger Jan Danielsen.
Frygter konstant ulykke
J.P. Larsens Vej er en lige bred vej, der skærer igennem et villakvarter. Et kvarter, hvor der også er mange børn, der skal over vejen for at komme på stisystemet til Engdalskolen. Udover den åbenlyse fare ved at der køres så stærkt i et boligområde, så er der jævnligt en bekymring for, at der er sket en ulykke.
"Der lyder et knald, og det kan lyde som et dæk, der springer, eller et sammenstød, og vi er altid bange for, hvad vi nu skal ud og se. Men ofte er bilen væk, når vi kommer," fortæller Mette Jacobsen.
Senest beboerne bekymrede løb ned til fodgængerovergangen, var de fem naboer, der mødtes dernede. Alle havde hørt et højt brag og var bange for, der var sket en ulykke. Men det var der heldigvis ikke.
"Men det kan have været en, der med høj fart er kørt ind på fortovet eller hellen. Vi ved det ikke, men det er kun et spørgsmål om tid, før det går galt," siger John Overmark Mortensen.
Han har nu besluttet sig for, at han vil melde ind til politiet, hver gang han ser vanvidskørsel over fodgængerovergangen.
Hougaardsvej er effektiv
Aarhus Kommune har planlagt at lave et vejbump på stedet. Men beboerne frygter dels, at det bliver udsat, og de mener heller ikke, at det er en holdbar løsning.
"Der skal ske noget med hele vejen, før vi får bragt farten ned. Det er det eneste, det drejer sig om. Farten skal ned." siger Jan Danielsen og peger på Hougaardsvej som et godt eksempel.
"Der er det blevet så træls at køre bil, at man trækker ud på Silkeborgvej i stedet for. Det virker, for man kan slet ikke køre stærkt der længere," siger han.
Plan lagt for større sikkerhed
Hos Aarhus Kommune mener man at have løsningen klar.
"Vi har planer om i efteråret at lave sikring af det sted, så man fartdæmper strækningen på begge sider med to bump, der placeres på begge sider i en afstand af cirka 100 meter fra Skovbakkevej," forklarer specialkonsulent Lars Clausen fra Mobilitet, anlæg og drift hos Aarhus Kommune.
Udover de to bump, så hæves fodgængerfeltet, og på hele strækningen, fra det ene bump til det andet, sættes hastigheden ned til 40 kilometer i timen.
Løsningen skal være med til at sænke farten og få sikkerheden op i fodgængerfeltet.
"Vi bruger jo ikke en halv million kroner for sjov. Det gør vi, fordi vi er sikker på, at det kan sænke hastigheden og øge synligheden af den fodgængerovergang og øge sikkerheden på strækningen," siger specialkonsulenten.
Lars Clausen forventer, arbejdet går i gang til oktober og er færdigt før november.