Sommervarme Syddjurs er paradis for insekterne
Insekt-ekspert giver gode råd til at mindske generne i varmen
sommerliv Sommeren 2018 var rekordvarm, men folk i Syddjurs er også privilegerede med høje temperaturer resten af året.
I Syddjurs er den årlige gennemsnitstemperatur generelt lidt højere end landsgennemsnittet - i 2018 med 9,9 grader i Syddjurs mod 9,5 grader på landsplan.
Men det kan vise sig som en ulempe i sommerperioden. For varme områder er i særlig grad udsat for flue- og hvepseplager, og det bliver aktuelt i år, ifølge Paul Ashton, der er insektekspert hos den danske virksomhed Tanaco, som udvikler og sælger produkter til skadedyrsbekæmpelse.
"Oven på en meget mild vinter i Syddjurs har fluer, hvepse og andre skadelige insekter haft gode betingelser for at overvintre. Dermed er der flere insekter til at formere sig i sommerperioden, og i en varm region som Syddjurs og i en varm sommer har insekterne de optimale forhold," forklarer han i en pressemeddelelse.
Især fluerne generer, når de går rundt på arme, ben og hoved. Ifølge Paul Ashton er det primært, fordi de kan få livsvigtige salte i den sved, som vi mennesker afgiver.
Fælles for både hvepse og fluer er, at de spiser vores mad, når de invaderer grillbordet - med hvepse er det især en plage sidst på sæsonen, hvor maden i boet er ved at slippe op.
For at undgå de værste plager er der ifølge Paul Ashton en del forholdsregler, man kan tage.
Først og fremmest handler det om at minimere føden for både hvepse og fluer ved at holde rent i køkkenet og sørge for at komme ud med skraldet oftere.
Samtidig er det vigtigt, at maden på bordet ikke får lov at stå for længe, da fordærvelsen hurtigt indtræffer, og det tiltrækker fluerne. Alternativt kan det hjælpe, hvis du kan dække maden til, så fluer og hvepse ikke kan tilgå maden.
Lægger æg i maden
Pas især på at have kød til at stå frit fremme i køkkenet i lang tid, da det vil tiltrække spyfluer, der vil lægge æg i kødet, lyder advarslen.
Den almindelige husflue lægger sine æg i fødevarer, gerne kød, der er gået i forrådnelse. Derfor skal fødevarer hurtigst muligt på køl i sommervarmen.
jesl