Det kræver ikke en masse tid
ComeTogether er et mentornetværk i Skanderborg, som i øjeblikket søger folk, der gerne vil hjælpe unge mennesker
Come Together er et mentornetværk, som blev stiftet af John Mitchell for fire år siden i Skanderborg. Siden har det bredt sig til Horsens, Odder og Favrskov. Mentornetværket er til for at øge trivslen mest muligt for unge mellem 18-35 år, som har et behov, uden at de nødvendigvis behøver at have en diagnose.
For man skal egentlig bare ønske en ven, hjælp til lektierne eller økonomien. Resten klarer Come Together.
Men organisationen har en udfordring. Det er nemlig svært at finde mentorer, der kan afsætte tiden og som har den rette mængde livserfaring, og når der primært søges via Facebook, er mønster-mentoren ofte ikke at finde her.
“Når vi søger mentorer, hører vi ofte folk sige, at de egentlig gerne vil være mentorer, men at de simpelthen ikke kan afsætte tid til det. Men vores pointe er, at det ikke er noget, du skal afsætte tid til. Du skal sådan set bare lave noget, som du i forvejen laver, og så invitere en ung med,” lyder det fra John Trane, der er networker hos Come Together.
Han fortæller, at et eksempel kan være, hvis man efter arbejde vil en time i skoven på mountainbike, eller skal ud og gå en tur med sin hund, for så skal man egentlig bare invitere en ung med.
”Det kræver altså ikke særlig meget at være mentor, men det kan være svært at forklare på fire linjer på en Facebook,” fortæller han.
Udfordringen er nemlig, at mønster-mentoren som regel ikke er på Facebook. Derfor håber John Trane, at han ved at tale med Lokalavisen kan få flere til at kontakte dem.
En god følelse
John Trane fortæller, at mentorer ikke kun hjælper unge mennesker, de får også en helt masse tilbage.
”Det er så givende at hjælpe andre mennesker og se dem komme videre. Jeg kan forestille mig, at det er sådan, hvis du er skolelærer og ser børnene fra de går i børnehaveklasse til du sender du dem ud i livet efter 10.klasse. Den svage elev i klassen kan pludselig regne og formulere sig. Den glæde, som det giver, overstiger langt noget, jeg nogensinde har fået penge for. For det er så værdifuldt at kunne give noget af sin personlighed og det man har brugt hele livet på at lære, og se hvordan det påvirker nogle, der har det svært,” forklarer han.
Når folk spørger John Trane, hvorfor man egentlig skal være mentor, siger han:
”Forestil dig, at din datter har svært ved at tale med dig. Hun er ved at droppe ud af sin uddannelse, og henvender sig til ComeTogether, hvor der er en, der støtter hende. Det eneste, du opdager, er i princippet bare, at hun er glad og gennemfører sin uddannelse.”
”Ville du ikke sætte pris på, at der faktisk var nogle, der rev tid ud af kalenderen og smed i et projekt, der handlede om dit barn? For det er i princippet det, vi gør. Så jeg vil gerne opfordre til, at folk bruger fem minutter til at sætte sig ind i det at være mentor,” siger han.