Fortsæt til indhold

Projekt for sårbare unge breder sig ud

Come Together fra Skanderborg danner landsdækkende moderforening for at etablere sig i andre byer - Odder er i gang

Samfund
Erland Rasmussen

Det er kun tre år siden, Come together begyndte i Skanderborg som et projekt, der formidler kontakt mellem mentorer og sårbare, ofte ensomme unge op til 30 år, der enten har brug for en hjælpende hånd eller et kærligt skub fra en voksen.
Det er John Mitchell, der er idemand og skaber af Come Together, som først var et kommunalt projekt, men siden er privatiseret og i dag fungerer som en forening, der udelukkende består af frivillige.
Siden begyndelsen har mentorer fra Come Together hjulpet mange unge, og nu vil foreningen gerne hjælpe flere. Det skal ske ved at etablere sig i andre byer.
“Vi dannede Come Together Danmark med hovedkvarter i Skanderborg lige før jul, fordi vi har startet en afdeling i Odder, ligesom vi har planer om at etablere os i Horsens. I den forbindelse får brug for et centralt organ som støtte,” fortæller John Mitchell.
Bestyrelsen i den nye moderforening har ikke konstitueret sig endnu, men John Mitchell er formand i foreningerne i Odder og Skanderborg.
I Odder er der tale om et halvt års forsøgsprojekt, som er etableret med samarbejdspartnere som Frivilligcenter Odder, Jobcentret, Psykiatrien og Ungdommens Uddannelsesvejledning Skanderborg-Odder. Og første match mellem mentor og en ung er allerede på plads.
Økonomisk hænger etableringen i Odder sammen på den måde, at kommunen har støttet med midler under ordningen for frivillige foreninger, hvorefter der er søgt penge fra fonde og puljer til resten.
Etablering i Horsens er også en del af planerne. Her er der foreløbig ført drøftelser med Ungdomsskolen, SSP-samarbejdet og Head Space, som er en privat rådgivningsorganisation for unge.
“Vi søger fortsat efter samarbejdspartnere til en etablering i Horsens, som er på tegnebrættet til at ske på et tidspunkt i løbet af i år,” siger John Mitchell.
Idemanden bag Come Together understreger, at det er for højt et ambitionsniveau at tænke på at etablere sig landsdækkende. Men mindre kan også gøre det.
“Personligt driver det mig at se, hvor mange unge vi kan få fat i og hjælpe. Mange af vore mentorer mener, at det er en lille ting, men samværet med en voksen rykker de unge helt vildt og har stor betydning,” fastslår John Mitchell.
Ideen bag Come Together er, at mentor og mentee matches omkring en fælles interesse som eksempelvis en løbe- og eller fisketur.
Erfaringerne fra Skanderborg er gode. Her har samværet mellem mentorer og unge generelt resulteret i større glæde, livsmod og livskvalitet.
“Unge får mere selvtillid, selvværd og bliver mere positive om sig selv og deres fremtid, fordi de får lyst til at arbejde og uddanne sig, når de har et liv med mere indhold,” siger John Mitchell og understreger, at Come Together er for alle op til 30 år, uanset baggrund og problemer.