Beboere har fået nok af fest-larm
Ølstedborgere tager nye midler i brug i kampen mod larmende fester i grusgraven
ØLSTED GRUSGRAV Madpakkehuset og legepladsen på bakketoppen ved Ølsted Grusgrav har plads til leg og desuden en fin udsigt til Arresø, men stort set hver weekend indtages stedet af nogle særdeles larmende unge i aldersgruppen ca. 16-22 år.
Og det går ikke stille af, når der der spilles højt på soundbox, smadres flasker, smides affald og køres i biler på det afspærrede område, fortæller nogle af naboerne på Sandbjergvej: Camilla Toft, Anne Marie Jeppesen og Tom Kozuch:
"Nu er vi nødt til at gøre noget, for der bliver festet igennem og larmet hver weekend stort set hele sommerhalvåret. Ved en fest for nylig blev en spærrebom ødelagt, og biler kørte ind på området. Der bliver larmet så meget, at det kan høres over det meste af Ølsted fra om aftenen til sent om natten. Indtil videre har det ikke nyttet meget at gå i dialog med de unge eller at kontakte politiet. Det fortsætter bare."
De mener, at de festende unges adfærd både ødelægger beboernes nattesøvn og desuden skræmmer grusgravens gæster væk, bl.a. de overnattende i shelteret, der ikke får en god oplevelse, hvis der bliver festet hele natten.
Formand Henning Holbek fra Ølsted Borgerforening slår fast, at området er til leg, fritidsaktiviteter og hyggeligt samvær - det er ikke et festområde.
"Det er til fri afbenyttelse for alle, men nu kan vi blive nødt til at stramme op og opsætte en form for ordensreglement, som giver retningslinier for opførsel og adfærd på området. Det kan give politiet mulighed for at konfiskere f.eks. soundboxe, hvis der larmes for meget," fortæller formanden.
Beboere er samtidig ved at etablere en sms-kæde. /an
Læs mere i næste uges avis....