Thorsø og Hadsten fik skybrud
To byer i Favrskov fik mere end 26 og 39 millimeter regn på en halv time den sidste tirsdag i juli
Hadsten og Thorsø Siden tirsdag eftermiddag har Favrskov været præget af kraftige regnskyl, der flere steder har afleveret så meget vand på så kort tid, at der har været tale om skybrud.
Faktisk så har både Thorsø og Hadsten været ramt af såkaldt dobbelt skybrud, hvis man tager de uofficielle målinger fra Favrskov Forsyning til troende.
Ved Drøsbro rensningsanlæg, tær på Thorsø er der målt 86 mm regn indenfor et døgn - heraf faldt de 39 mm på blot 30 minutter. I Hadsten fik man 26 mm på 30 minutter og 98 mm i løbet af et døgn.
Vejen hævede sig
Regnen udsatte infrastrukturen i Thorsø for et uvant stort pres, og det fik konsekvenser ud for Dorthe Andreasens hus på Borggade.
Her kunne hverken den nærliggende bæk eller kloakkerne følge med, og da hun kiggede ud på vejen, så hun følgerne.
"Vi kunne se, at vandet begyndte at boble op ved vejen, og pludselig kunne jeg se, at vejen begyndte at hæve sig. I de 27 år, jeg har boet her, har jeg aldrig oplevet noget lignende,, har Dorthe Andreasen fortalt til til TV 2 Østjylland.
"Der har været et enormt tryk på asfalten, fordi kloakken ikke har kunnet tage al vandet, og dækslerne kunne ikke springe af, og så var vandet nødt til at komme op et andet sted. Det var så gennem vejen," fortæller Claus Vind Andersen, chef for Trafik og Ejendomme i Favrskov Kommune, til TV 2 Østjylland.
Favrskov Kommune og Favrskov Forsyning har hele ugen været i gang med at genoprette skaderne, der har betydet at flere stier, bække og veje har været oversvømmet.
Også flere huse har været ramt, men det oftest en sag mellem husejeren og forsikringsselskabet.
Når det kommer til helt officielle målinger, har DMI hæftet sig ved tilstandene i Erslev på Mors og Nørreby på Femø, hvor der fra tirsdag middag til onsdag morgen faldt henholdsvis 73,8 mm og 72,5 mm regn, skriver JP Aarhus.