Lokal sommerfest giver overskud til hospitalsklovnene
Todbjerg-Mejlby holdt sin første sommerfest, og fik samlet 11.326 kroner ind til hospitalsklovnene på Skejby Sygehus
SOMMERFEST "Jeg var på grådens rand," siger arrangør Lona Egelund, da hun så det fremmøde og den opbakning Todbjerg-Mejlbys første sommerfest fik.
Pengene fra sommerfesten, der blev holdt den 22. juni, gik til hospitalsklovnene på Skejby, og de endte med at få 11.326 kroner og 48 øre. Et resultat tovholderen er tilfreds med.
"Jeg havde håbet på et overskud, og det kan være svært at forudse, hvor mange der kommer i forhold til vind og vejr. Da regnskabet så blev gjort op, blev jeg bare rigtig glad. Jeg var faktisk overrasket over, der var så mange penge. Det er gået over al forventning," siger Lona Egelund, der kunne overrække pengene fra sommerfesten til hospitalsklovnen Baroli.
"Han hilste og sagde tusinde tak. Så vendte han checken om og sagde 'hold kæft, det er mange penge'. Det, at man giver noget videre, som man ved andre kan bruge, det er en dejlig følelse," siger Lona Egelund.
Taknemlig for opbakningen
Et af formålene med sommerfesten var udover at samle ind til et godt formål også at skabe tættere relationer mellem borgerne fra Todbjerg, Hårup og Mejlby.
"Der sker en masse ting herude i forvejen, men festen har også handlet om, vi skal blive bedre til at besøge hinandens byer, for når man arbejder sammen på tværs af byerne, så der er større mulighed for der sker noget mere," siger Lona Egelund.
Og at bringe mennesker sammen er festen lykkedes med.
"Jeg er så taknemmelig for den opbakning og hjælp, vi har fået fra frivillige og sponsorer. Det har været en kæmpe succes. Og da vi om aften havde 240 spisende gæster, havde jeg tårer i øjnene over alle de glade og positive mennesker, der kom for at bakke op om arrangementet," siger arrangøren.
Skal Lona Egelund pege på en forklaring til den opbakning sommerfesten fik, peger hun på den lokale indstilling.
"Mentaliteten herude i et landsamfund er noget andet end inde i byen. I byen ved du måske ikke engang, hvem din nabo er, men herude er vi gode til at hjælpe hinanden og f.eks. holde øje med naboens hus, hvis de er væk. I et lille lokalsamfund som vores er man mere indstillet på at gøre noget ekstra, for at landsbyen ikke dør hen, og vi får nogle halve spøgelsesbyer," siger Lona Egelund, der også håber, opbakningen varer ved til næste år.
Ved der kommer ny sommerfest
For hun ved allerede, at man ovenpå Todbjerg-Mejlbys første sommerfest vil gentage succesen til næste år.
"Vi har fået så mange positive tilkendegivelser, og folk der siger, 'sig til, hvis vi skal hjælpe jer'. Så vi håber, vi til næste år kan få endnu flere hjælpere," siger hun.
Lona Egelund håber sommerfesten kan udvikle sig, og derfor er det også planen at åbne op for feedback og ideudveksling i Mejlby forsamlingshus før eller siden.
Næste sommerfest bliver i 2020 den 13. juni - vel og mærket en uge tidligere end i år for ikke at karambolere med diverse studentergilder.