Foredrag om fødsler og personen "doula"
Foredrag At have en doula med til sin fødsel vinder mere og mere frem. Det kan du høre mere om ved et foredrag på Hinnerup Bibliotek og Kulturhus i Uhresalen. Her kan du også møde en række doulaer. Arrangementet finder sted 31. august klokken 13 til 15.
En doula er en kvinde, der er uddannet til at støtte forældre før, under og efter en fødsel. Hun understøtter det, forældrene ønsker og supplerer jordemoderen og partneren for eksempel ved at give massage. En doula er en kendt fagperson, som forældrene selv har valgt som støtte gennem graviditet og fødsel.
I Danmark findes der efterhånden mange doulaer. Til foredraget vil du høre mere om, hvad en doula er, og hvorfor det giver så god mening at have en doula ved sin side - især i disse sparetider. Du vil desuden have god tid til at gå rundt og møde hver enkelt doula og måske få en lille smagsprøve på, hvad doulaen tilbyder.
Arrangementet er gratis og henvender sig til gravide og deres partnere. Der vil være kaffe, the og lidt lækkert til ganen.