Fortsæt til indhold

Solid Grenaa-opbakning til Samsø Festival

Frivillige bemander barer, når musikken spiller i juli

Samfund
Søren Andersen

GRENAA Nephew, TV2 og Johnny Madsen var på scenen, da den 30. udgave af Samsø Festival samlede 6-7000 gæster på Kattegatøen.

Og i to af barerne på festivalen var der kraftigt Grenaa-islæt, for det er efterhånden blevet en tradition, at en halv snes grenaaensere bruger en uge af sommerferien på at være frivillig hjælper på festivalen.

Programmet lyder på afgang fra Grenaa søndag og ankomst til Samsø med indkvartering i telt - med havudsigt. Tirsdag åbnes der i barerne og musikken spiller så fra onsdag til lørdag nat, og så er man tilbage i Grenaa søndag. Under festivalen skal man mindst have 21 timers vagter som frivillig.

"Jeg var bartender på Samsø Festival for seks år siden, og har nu været frivillig hjælper siden. Jeg spurgte først min ven Klaus om han ville hjælpe, og siden har vi spurgt flere og flere," siger Jakob D. Petersen, der stod i spidsen for de frivillige i Beach Bar og den nye Aperol-campingvogn.

26 frivillige var i sving her - og de ni er fra Grenaa.

"Samsø Festival er en familiefestival, og det tiltaler mange. Der er altid god stemning, og det er noget helt andet end Roskilde og Skanderborg. Der kunne jeg ikke finde på at deltage," siger Klaus Ditlevsen.

Og både Jakob og Klaus er da også helt enige: "Vi er klar igen næste år."