På jagt efter tydelige cykelstier og lys
Aarhusianske Lars Christian Junge eftersøger bedre lys på havnestrækningen mellem Dokk1 og Navitas. Selv i dagslys kræver det sin mand at se, hvor man må cykle eller gå
Det var en mørk og stormfuld aften... Eller det er tusmørke og stille vejr, men stemningen er næsten den samme, da Lokalavisen Aarhus mødes med Lars Christian Junge til en gåtur mellem Navitas og Dokk1.
For det er meget mørkt og svært at orientere sig, selvom man somme tider går helt tæt på havnekanten. I mørket kan den sorte havoverflade nemt forveksles med asfalt. Og det er lidt uhyggeligt.
“Det ville ikke undre mig, hvis jeg en dag læser i avisen, at der er en, der er ploppet i vandet her,” siger aarhusianske Lars Christian Junge, da vi står ved Navitas og kigger ned i det dybe vand.
Det er en frygt, han ikke er ene om, Han har i hvert fald hørt både fra sin kæreste og flere af sine venner og bekendte, at de er bange for at komme til at cykle i vandet eller ind i noget, når det er mørkt.
LÆS OGSÅ: Cykelsti-kaos langs havnen: Nu er der ændringer på vej
For det er ikke altid lige nemt at afkode, hvor man må cykle, og så kan det hurtigt gå galt.
Imens han fortæller, kommer en cyklist sprintende ind over området mange meter fra den afmærkede cykelsti – som et bevis på, at cyklisterne ikke holder sig til den afmærkede sti.
“Hvis man kommer cyklende fra Dokk1 og ikke lige ved, at de der metalcirkler betyder, at det er cykelsti. Ja, så kan man jo nemt komme på afveje,” siger Lars Christian Junge, der ofte færdes på strækningen som fodgænger.
På vejen møder vi flere cyklister, der cykler på kryds og tværs af stierne. Tæt ved letbane-stoppet går en fodgænger direkte ud foran en cyklist på cykelstien. Her er egentlig fint med belysning, men heller ikke fodgængeren var helt sikker på, hvor man må gå, og hvor man må cykle.
Dårlig belysning
Designet af stierne kan være svær at afkode, men kan dog ses i dagslys. Når mørket sænker sig, bliver det straks værre. For mens bygningen af den gamle tolbod eksempelvis er fint lyst op af lamper, er cykelstien ved siden af næsten lagt hen i mørke.
“Dér er en lampe, der slet ikke virker. Og der er en mere. Det gør det jo ikke bedre,” konstaterer Lars Christian Junge.
Flere af lamperne står ikke helt horisontalt længere, formentlig fordi nogen har kørt ind i dem. Hvilket vidner om, at det ikke er helt nemt at orientere sig på stedet.
“De fleste har jo cykellygter i dag, der er lavet til at blive set i trafikken. De lyser ikke nok op til, at man kan se vejen foran sig,” siger Lars Christian Junge.
Hvor er den blå maling
Der er ingen tvivl om, at der er tænkt over designet ved de bynære havnearealer, og smukt ser det ud. Men måske er der tænkt en lille smule for meget på design og for lidt på brugervenlighed.
“Jeg kan godt mistænkte dem, der har designet det, for at vægte lidt for meget, at det ser smart ud, og ikke om det fungerer i virkeligheden. Jeg ved godt, at det ikke er så kønt med de klassiske hvide streger eller blå maling,” siger Lars Christian Junge og kigger på de grå metalcirkler, der markerer en sti i de grå fliser.
Om det er en cykelsti, en vejbane eller en gåsti er vi i tvivl om, så vi trækker helt ud i siden for at være på den sikre side.
LÆS OGSÅ: Stadsarkitekt om byudvikling: "Der kommer mere fokus på yderområder"
“Men hvis en tydeligere markering er med til at gøre, at folk ikke kommer til at køre galt, så synes jeg da, det er værd at tage i betragtning,” siger han.
Et par dage efter den mørke gåtur ringer vi til Lars Christian Junge og fortæller ham, at Cykelby Aarhus planlægger mere synlige cykelstier. Det glæder ham.
“Det lyder som en yderst fornuftig idé. Det er jo helt sikkert det største problem dernede, at det er for svært at kode, hvad der dekoration og hvad der er afmærkning af sti.”