Guitarlir og pigtråd med Johnny Reimar og Jørn Mader
På lørdag 3. august inviterer Hotel Fuglsøcentret til pigtrådsaften med hele tre bands
musik Tre bands stiller op på lørdag 3. august til pigtrådsaften på Hotel Fuglsøcentret. Det er The Spacemakers, the Works og The Clifters. I alt kan publikum nyde fire timers guitarlir og pigtrådsmusik.
De fleste ved vist godt, at Johnny Reimar spiller guitar og synger i the Cliffters. I bandet Spacemakers finder man en anden kendis, Jørn Mader, der har gjort sig i en helt anden branche, nemlig som journalist og tidligere kommentator af Tour de France.
Fik stød af sin guitar
Sidstnævnte band, The Clifters, er nok det mest kendte af de tre bands. Det var flere år før The Beatles gennembrud, at Cliff Richard og The Drifters inspirerede og navngav Danmarks første guitarorkester i 1960. Gruppen adskilte sig fra de tidligere rockorkestre ved elegant sceneoptræden med ens hvide guitarer, lilla habitter og laksko. Denne stil har Cliffters bibeholdt 44 år efter.
The Clifters blev tidligt opdaget og deres debutplade "How wonderful to know" indtog omgående førstepladsen på Radio Mercurs hitliste. Kort efter udgivelsen af de første plader tog gruppens forsanger Reimar Kristensen navneforandring til Johnny Reimar.
Det var en dramatisk hændelse, der afsluttede The Cliffters karriere, som kun varede cirka tre år. Ved en koncert i K.B. Hallen i 1963 fik forsangeren, Johnny Reimar, et så alvorligt stød på sin guitar at han omgående blev kørt på hospitalet med brud på rygsøjlen. Det medførte et længere hospitalsophold og efter dette, turde Reimar ikke længere spille på sin elektriske guitar. Herefter startede han sin solokarriere medens Cliffters med skiftende forsangere.
I 1987 samlede Tivolis Vise Vers Hus det gamle hæderkronede band igen og det blev til en uges gigant-succes, hvor tusinder måtte gå forgæves for at genopleve den nostalgiske musik fra deres ungdom. Efterspørgslen var så stor, at de fem originale medlemmer besluttede at fortsætte samarbejdet nogen tid endnu. Det blev i første omgang til mere end to årtier og derefter en pause, hvor Johnny Reimar drog rundt med 'Tyrolerhatten til festivals og diskoteker'. Nu er de gamle rock-legender klar til at stemme de gamle fenderguitarer og de fem musikere, med Johnny Reimar indtager igen landet med deres kendte 60`r repertoire.
Lars Koefoed spiller bas, Ole Rasmussen keyboard, Jan Petersen trommer og Johnny Reimar sang og rytmeguitar. Som erstatning for Mogens ”Django” Pedersen der døde for en del år siden har gruppen fået en helt ung guitarist med, Torben Brandstrup, der begyndte sin karriere som formand for Cliffters fan-club.
Jørn Mader på guitar og vokal
The Spacemakers blev dannet i 1963 af Jørn Mader og Jørn Bonnesen. De to gamle venner har holdt sammen lige siden og Rocker stadig til musikken.
The Spacemakers består i dag af Jørn Mader, guitar og vokal, Jørn Bonnesen, bas, Nicolaj Fage-Lorenzen, trommer, Peder Hansen, vokal og guitar samt Palle “Messi” Christensen, piano.
Tyndt slips og fedtet hår
The Works spiller 50’er og 60’er Rock ’n’ Roll.
"Stilen er fra dengang tøjet var syntetisk, musikken var ægte og ikke omvendt. Med The Works får man Real Rock ’n’ Roll med gamle instrumenter, tyndt slips og fedtet hår."
The Works blev dannet, da filminstruktør Nils Malmros skulle bruge et autentisk og velspillende Rock ’n’ Roll orkester til filmen Kærestesorger. Musikerne blev herefter enige om at fortsætte samarbejde.
På repertoiret finder man blandt andet Little Richard-numre som: ”Lucille”, ”Rip it up” og ”Good golly miss molly”, Elvis Presley’s ”Thats allright”, The Beatles’ ”Twist and shout”, Eddie Cochran’s ”Summertime blues”, Roy Orbison’s ”Pretty woman” og mange flere.
-ab