Fortsæt til indhold

19-årig pige fra Rønde får nordisk Zonta pris

Emilie Sloth Spliid er udvalgt til en nordisk Young Women in Public Affairs (YWPA) Award, der kaster hæder, ære og 1.500 US dollars efter den unge Rønde pige

Samfund
Lars Norman Thomsen

RØNDE 19-årige Emilie Sloth Spliid fra Rønde er udvalgt til en nordisk Young Women in Public Affairs (YWPA) Award for ”demonstrerede lederskabs-evner og samfundsmæssigt engagement”.

Prisen dækker Zontas distrikt 13, der omfatter alle klubber i Norge, Island, Litauen og Danmark. Med prisen følger et legat på 1.500 US dollars og adgangen til at være med i den videre konkurrence med 32 distriktsvindere fra hele verden om 10 internationale priser på hver 4.000 US dollars.

Zonta er et internationalt netværk af kvinder i selvstændige stillinger, der arbejder sammen med det overordnede mål at styrke kvinders juridiske, politiske, økonomiske, uddannelses-, sundheds- og arbejdsmæssige status. Zonta samarbejder bl.a. med FN om at udføre projekter til bedring af kvinders sundhed og uddannelse. Zonta er repræsenteret i 64 lande.

Leder integrationsprojekt

Emilie Sloth Spliid er 2. års elev på Risskov Gymnasium og modtager prisen for sit engagement som frivillig i Dansk Flygtningehjælp, hvor hun er leder i et integrationsprojekt for kvindelige immigranter. På gymnasiet har hun også været med til at arrangere flere aktiviteter for at skabe miljøbevidsthed blandt sine medstuderende. Derudover har hun i et hjemmeprojekt sammen med sin søster egenhændigt rejst og doneret 8.000 danske kroner til Red Barnets arbejde, og hun er også svømmetræner for børn i aldersklassen 7-12 år.

”Det betyder enormt meget for mig at modtage denne pris. Det er en stor anerkendelse af det jeg laver, og jeg er rigtig stolt af at modtage den specielt, fordi det handler om "empowerment" af kvinder, som er noget jeg synes er rigtig vigtigt," udtaler Emilie Sloth Spliid i en pressemeddelelse.

“Emilie må siges at være et glimrende forbillede for alle unge kvinder, og bevis for, at man kan være dygtig akademisk og samtidigt stærkt engageret i samfundet omkring sig. Jeg er stolt og ydmyg over, at være med til at kunne give en sådan ung kvinde en anerkendelse,” udtaler Biola Reuther, der er i spidsen for det udvalg, der har udpeget Emilie Sloth Spliid som distriktsvinder af legatet.

Distriktsprisen overrækkes på Zontas Distriktsmøde i København 14. september, og dagen efter får Emilie Sloth Spliid på Zonta Danmarks landsmøde overrakt Zonta Danmarks Landspris, som kvalificerede hende til at konkurrere på Distrikstniveau.